I Syrien, i Ørkens Sand,
Der gik med sin Kameel en Mand,
Da Dyrets vilde Færd forkynder
Med Eet, at Raserie begynder;
Det syndes ret saa rædsomt fnyse.
At Manden selv af Skræk maa gyse.
Han løb; og snart en Brønd han saae
Tilfældigviis ved Veien staae.
Han hører Dyret bag sig jager,
Og Rædsel ham alt Mod betager.
Han krøb i Brøndens brede Mund,
Han styrted ei, men svæved kun;
Thi der var groet en Brombærgreen
Ud af den brustne Klippesteen.
Den greb han fat for ei at synke,
Mens høit han tager paa at klynke;
Han opad saae, og øined der
Kamelens Hoved rædsomt nær,
Der gridsk ham atter vilde fange.
Da saae han ned i Brønden bange;
En Drage laae paa Brøndens Bund,
Og spiled op sin fæle Mund,
Som ham at sluge var bered,
Ifald han skulde glide ned.
Saa, svævende i tvende Farer
Ham sig en tredie aabenbarer.
Der, hvor i Sprækken sig indtrængte
Den stærke Rod, hvorved han hængte,
Der sad to Muus, et stille Par, —
Sort Een, og hvid den Anden var.
Han saae den Sorte med den Hvide
Afvexlende i Roden bide.
De ruskede, saa godt de evned,
Og intet Muld om Nøden levned,
Og naar det raslende faldt ned,
Saa skued Dragen op derved,
At see, hvor snart vel Roden brast,
Og Busken styrted med sin Last.
Men Manden, fast af Frygt beseiret,
Af Nød betrængt, af Skræk omleiret,
I denne Angst, hvori han hængte,
Forgjæves nu paa Redning tænkte.
Mens rundt han sendte sine Blikke,
Saae han en lille Qvist at nikke
Fra Busken, fuld af Frugter søde;
Da, skjøndt hans Frygt ei gandske døde,
Saae han ei meer Kamelens Vrede,
I Vandet Dragen ei dernede,
Ei Musenes Forræderskik,
Da Bærret han for Øie fik.
Han Dyret lod foroven larme,
Og Dragen lure i sin Harme,
Og Musene ved Siden gnave,
Han lædsker sig med Buskens Gave,
Det tykkes ham et herligt Gode,
Han Frugter spiste, veltilmode,
Og ved den Sødhed, som de gjemte,
Han al sin Qval og Frygt forglemte.
Du vil, jeg nævne skal den Mand,
Der saa sin Frygt forglemme kan?
Saa viid, min Ven, Du Manden er,
Og Gaadens Løsning har du her.
Hiin Drage dybt paa Brøndens Bund
Er Dødens evigt aabne Mund;
Kamelen, som ham Skræk indgjød,
Er Livets Angst og Livets Nød.
Du selv maa mellem „Døe„ og „Leve„
Ved Verdens grønne Løvgreen svæve;
De Tvende, som paa Roden tærer,
For dig og Grenen, der dig bærer,
At styrte ned i Døden brat,
De Muus, de hedde Dag og Nat.
Den Sorte gnaver vel forborgen
Fra Aften stille indtil Morgen;
Fra Morgenrød til Aftenstjerne
Den Hvide gnaver Rodens Kjerne;
Dog, skjøndt forladt af Hjælp og Trøst,
Dig lokker Bærret: Sandsens Lyst,
Saa du Kamelen: Livets Nød,
Saa du i Vandet Dragen: Død,
Saa du de Smaa dyr: Dag og Nat,
I Sorgløshed forglemmer brat,
Og kuns til Frugten staaer din Tanke,
Som du paa Gravens Bred kan sanke.