Cosi si da fortuna in questo mondo!
Pignotti, Fuvole.
Første Fragment.
En Dag, da Reinke laae og sov
Ved Malpertus, i grønne Skov,
Og drømte om den Tid, der svandt,
Da han saa mangen List opspandt,
Der frelste ham fra Nød og Død,
Mens sine Fienders Vold han brød,
Og selv fra Nedrighed steg op
Til Ærens og til Magtens Top;
Hans Nabo, Grimbart, kom i Mag
At korte sig den lange Dag
Ved en gemytlig Passiar.
Knap Reinke blev sin Fætter vaer,
Før høfligt han imod ham sprang,
Saa Korsene paa Brystet klang,
Og viftede med Halen brav,
Saa Nøglen nær var fløiet af.
Han førte ham i Slottet ind
Og kaldte paa Fru Ermelin,
Der strax det Bedste satte frem,
Hvad Jagten havde ydet dem,
Samt Viin fra Kjældrens kjøle Hjem.
Da nu de var af Sulet mæt
Og dertil havde drukket tæt,
De lagde sig ved Borgens Port,
Hvor der en Hvilebænk var gjort,
Og lod Cigarens Skyer blaae
Mod Bøgens Skyggetag opgaae.
Da mæled Grimbart, „Hør, min Ven!
Beret mig Noget nu igjen
Om, hvordan det hos Nobel gik,
Hvor al din Magt og Pragt du fik?
Som for Exempel, nu fortæl,
Hvordan det hænger sammen vel
Med hine Kors og Baand og Bind,
Som smykke her dit ædle Skind,
Samt Nøglen, som paa Vag du har;
I fordums Tide var den bar!”
„Ja gjerne, Ven!” var Reinkes Svar.
”See, Nøglen her” — — „Du, paa min Tro!
Afbrød ham Hiin, „begynder jo
Bagfra?” — „Det er nu saa min Viis!”
Loe Reinke fiint og tog en Priis.
„Det var da Nøglen: seer du vel,
En Tjener bør med al sin Sjæl
Udspeide hver sin Herres Lyst,
For deraf selv at tage Høst.
Heel snart det heller ei undgik
Mit øvede, mit skarpe Blik,
At der var mangen Port og Dør,
Der voldte Nobel ondt Humeur,
Fordi hver Laas var stærk og god
Og ikke let sig dirke lod.
Da tog jeg Hammer, Tang og Fiil
Og smedede med List og Iil
En Nøgle, du! som passed godt
Til Kiste, Kasse, Huus og Slot.
Jeg gav ham den ei selv, — jo Pyt!
Den blev bestandig noget Nyt.
Jeg førte ham da rundt til hver
En Skat, som vakte hans Begrær;
Jeg lukked op for mangt et Hul
Og fyldte Posen ham med Guld.
Da jeg dernæst heel ofte saae
Min gode Herre staae og gaae
Med Suk og høist forelsket Blik,
Hvor Tigerinden stod og gik;
Og da jeg vidste paa en Prik,
Naar hendes Mand, den raae Krabat,
Just støved om i Skov og Krat;
Fik jeg ad hendes Løndør smukt
Min gode Nobel indelukt;
Og han, den Stakkel! mærked ei,
Han vandred paa en alfar Vei! —
Min snilde Nøgle tidt jeg stak
I Døren til det Løngemak,
Hvor selv de alterstørste Mænd
Paa deres Fod maa vandre hen.
Da stod jeg hos, mens han var paa,
Og korted Tiden ham som saa
Med mangen Witz og snurrig Snak,
Saa fast hans Bug af Latter sprak.
Ved mine Løier, ved min Sang
Alt havde sin forønskte Gang.
Sligt er saa vigtigt, veed du vel,
For Folkets Lykke, Statens Held!
Da var det, at den Herre god
En gylden Nøgle smede lod
Og selv høistegenhændig der
Den fæsted, hvor du nu den seer.
Den er jo ret beqvem, den Sag,
Thi naar jeg vender Een min Bag,
Kan han dog see den med Behag! —
— Det første Kors, min Bringes Pryd,
Det skylder jeg en anden Dyd.
Du veed, at Nobel gjør sig til
Af stor Forstand paa Dands og Spil.
Forvist! det røber ædel Sands!
Blandt alle Kunster, troer jeg, Dands
Tilkjendes bør den første Krands.
Hvad er vel Tankens, Tonens Kunst?
Ak, idel Snak og Taagedunst!
Nu, Meiselhug? og Pensleri?
Alt det der intet Liv er i!
Nei, Dands, det veed man, hvad det er,
Den lever dog, det seer Enhver.
Den kommer og den gaaer sin Vei,
Og staaer ei som et Einerlei!
Der tales klart med Skulder, Arm,
Med Albu, Nakke, Bag og Barm,
Med Ryg, med Mave, Laar og Knæ,
Saa det forstaaes af hvert et Fæ!
Vor Dandsemester, Bukken, kan
Nok kaldes Landets største Mand,
Maaskee selv paa den hele Jord.
Han har os Dandsen bragt i Flor!
Du skulde see ham blandt hans Høns:
Det ædle Hoved lidt paaskjøns,
Han spanker frem saa stout og strunk
Som nogen Hane i Seiersprunk.
Saa tripper han smaa, bitte Trip,
Snoer sig som Top paa Taaens Tip,
Saa flyver han mod Himlen op,
Som hængte ved en Traad hans Krop,
Og snurrer der sig atter om
I Luften, rank og smækker, som
Tambour-Majorens blanke Stok,
Og staaer med Eet — stiv som en Blok!
Mit Hjerte brændte, Sjælen fløi
Med ham i hans Begeistring høi,
Mens Folket jublede med Støi!
Jeg følte dybt hvor flau og bar
Al anden jordisk Stræben var;
Hvor ussel, hvor betydningsløs
Mod en Carriere saa gloriøs! —
Jeg raader dig, Grimbart, min Ven!
At du en Aftenstund gaaer hen
Og seer paa Jomfru Heires Dands,
Da vil du gaae fra Vid og Sands,
Saa Sjælen i dit gamle Skind
Ei veed, om den skal ud eller ind.
Musiken lyder, Tæppet op
Nu flyver, og med yndigt Hop
Hun svæver frem! Hun er ei seen,
Men strækker ud sit lange Been
Og dreier langsomt sig saa net
Som Passeren paa et Tegnebræt.
Du skuer op — dog, hvad du seer,
Jeg ikke vil beskrive her.
Da mjauer hver en Katte-Art
Og stryger jublende sin Bart,
Og skriger „ Satan!” og „Guds Død!
I Aften er hun rigtig sød!” —
En sand Begejstring, som — jeg dølger
Det ei — kan have falske Følger; — —
Jeg haaber, du mig vil forstaae! —
Hr. Nobel selv forsøgte paa
At øve disse lette Spring,
Han troede det var ingen Ting.
Saa lystigt han i Ring sig svang
At Kronen ham i Nakken hang,
Fra Skuldren gled hans Ridderbaand,
Ham Sceptret foer af høire Haand,
Rigsæblet af den venstre fløi
Og trillede rned megen Støi
Ret som en Keglebossel trind
Blandt Hoffets Mænd og Damer ind.
Hans Høiærværdighed, Hr. Stud,
Af Angest brølte rigtig ud;
Fru Faar besvimed, Fru Vibe peeb,
Mens Frøken Papegøie greb
Saa fast i Martins Uldtoupée,
At hele Hoffet fik at see
Hans ædle, høie Pandes Glands
Fra Snuden bagom ned til hans — —
Een slog sit Knæ, Een vred fin Arm, —
Det var en Helvedes Allarm!
Med saadan Fart det Æble kom,
At halve Rigets Raad faldt om,
Ja, mangen Dame gik ei fri,
Saa Hoffets Nar streg: „Alle ni!”
Men jeg udraabte: „Held den Stat,
Som har en saadan Potentat,
Der ei blot føler Sympathie
For Dands, men Mester er deri!” —
Hiin skjønne Kunst jeg ogsaa drev
Og tidlig Dilettant jeg blev.
Jeg efterabed Bukkens Dands
Og vandt mig mangen Hæderskrands.
Men det var altid dog min Qval,
At ei jeg var original.
Jeg napped hist og her mig lidt
Og gjorde det, som saa, til Mit.
Det var mig dog ei nok. Jeg saae,
Hvor Nobel lagde Vægt derpaa,
Og vilde da for hver en Pris
Fremtræde paa min egen Viis.
Men det var svært! Dog, seer du vel,
Den Driftige har altid Held.
Paa mine Reiser jeg engang
Opholdt mig i en Dal saa trang
Hist mellem høie Bjerge, der
Just kige over Skovens Træer.
Der boede Murmeldyret alt
Forlængst udi en Klippespalt.
Hans Stilling var just ikke flot,
Dog havde han til Tørt og Vaadt,
Og leved paa sin Viis ret godt.
Men gnaven var han i sit Sind,
Han slumred helst om Vintren ind,
Og vaagned først ved Vaarens Tid,
Naar Solen skinned varm og blid.
Han fulgte strengt hvad Kempis lær’
(Og tænker man paa Kirsebær,
Saa maa man sige, hvad man vil,
Han har jo nogen Grund dertil.)
Nok, aldrig ved en Assemblee,
I By, ved Hof han lod sig see, —
Det sølle, taabelige Kræ!
Men dandse kunde han, det Fæ!
Jeg flere Dage sad og saae
Med spændt Opmærksomhed derpaa,
Naar han en Pastorale net
I Græssed tripped, fri og let.
Man kunde kalde det en puur,
Men ubehøvlet, raa Natur.
Landboerne med deres Børn,
Hel mangen gammel Grib og Ørn,
Der leved eensom paa sit Fjeld,
Den Odder fra sit Kildevæld,
Samt Pindsvikn, Lækat, Egern, Muus
Kom tidt til Murmeldyrets Huus.
De sad i en fortrolig Ring
Og saae paa disse jævne Spring,
Mens Gjøg og Stær og Lærkelil
Opvartede med Fløitespil.
Men jeg tog efter; thi som sagt,
Jeg har det altid i min Magt
At give mig om kun et Skjær
Af hver en Ting, jeg kommer nær;
Liig dette Fiirbeen, i hvis Kjød
Sig speiler hver en anden Lød.
Saa lærte jeg ham Kunsten af,
Og mig til Hove strax begav.
Den første Gang jeg mødte der
Ved Bal, jeg gav mig ret en Air.
Jeg lod de Andre, Een for Een,
Frit gjøre Stads med deres Been.
Jeg tænkte: Touren kommer snart
Til mig, da faaer det anden Art.
Da Mængden træt tog Hvileplads
Og nippede til Kop og Glas,
Jeg lod Musiken strax begynde
En Melodie af simpel Ynde;
Da løfted jeg min rige Svands
Og traadte rask hiin Bondes Dands,
Der var saa jævn og saa naiv,
Og dog skalkagtig, fuld af Liv.
Vel var min Dands kun — det er sandt —
Paa anden Haand. Den Priis, jeg vandt,
Den Larm, der midlertid opstod,
Mig ei tilorde komme lod;
Og siden glemte jeg, paa Ære!
At sige, hvor jeg gik i Lære.
Sligt havde for man aldrig seet,
Paa Sligt man ikke var beredt;
Nok sagt: jeg tripped min Idyl.
Da skulde du kun hørt et Hyl,
Et Undringsraab, et Jubelchor!
Man steg paa Stol, man sprang paa Bord,
Man stimled til med Halsen lang.
I Lysekronen Aben hang
Og skreg Hurrah! og Hatten svang.
Man trykkede mig tæt til Bryst,
Og jeg blev klappet, jeg blev kyst.
Man rev mig hist, man trak mig her,
Thi see mig vilde nu Enhver.
Da nærmed Nobel sig. Jeg saae
En Taare i hans Øie staae.
Rørt Skjægget vippede mens han gik
Imod mig med begeistret Blik;
Knap til de Ord han Fatning fik:
„Velkommen, Ridder! paa mir Slot!”
Hans Mening fatted jeg jo godt,
Men bukkede mig dybt og lod,
Som jeg ham ikke ret forstod,
Og sagde: „I, al Viisdoms Speil,
Har denne Gang dog taget feil,
Thi jeg er ikke Riddersmand!”
„Veed du da ei,” gjensvared han.
Hvad Nobel vil, han ogsaa kan?
Jeg vil det, og hvad jeg har sagt,
Staaer altsaa nu som før ved Magt.
Den Tanke, Du med dine Been
Udtrykte, var saa sand og reen;
Og hine Sving med høire Læg
Var heelt det nationale Præg.
Til Løn for al den Fryd og Lyst,
Din Dands har vækket i mit Bryst,
Bær dette Kors og vær mig tro!”
Derpaa han rakte mig sin Klo,
Paa hvilken, ydmyg og adroit,
Jeg trykkede min Snude tæt,
Og vendte mig, som om jeg, rørt,
Af Kinden noget Vaadt fik tørt.
Men da Trompet og Fløite klang,
Og Ballet atter var i Gang,
Jeg sneg mig ud og green i Smug,
Saa jeg fik Krampe i min Bug! —
Dog Tand for Tunge, bedste Ven!
For Guds Skyld! nævn ei Slig t igjen.
Hvad du har hørt af Reinke Fos,
Bør blive, seer du, mellem os,
Til Nobel og jeg selv er død;
Saa siden har det ingen Nød. —
Det var det første Kors. Hvordan
Jeg fik det andet, kjære Mand,
Skal jeg engang ved bedre Tid
Fortælle, naar du kommer hid.
Om alle Følgende er der
Ei meget at berette meer.
End, at de netop hænge her;
Thi har man blot de første To,
Saa yngle de som Muus i Lo.
Som Bækken bliver til en Aa,
En vatret Strimmel voxer saa
Paa Brystet ganske af sig selv
Til en stormægtig, haandbred Elv;
Mens Korset til en Stjerne blier,
Der tjener venstre Bryst til Siir.
Det Hele skal du see, for Spads,
Naar jeg engang til stort Calas
Er majet ud med al min Stads.
Skriv først det op, som nu du har;
Jeg er din Tjener! à revoir!”
— Saa talte Reinke og gik ind.
Men Grimbart rystede sit Skind
Og vandred, tankefuld i Sind,
Hjemad, hvor han med megen Iil
Fik sat det Hørte udi Stiil.
Andet Fragment.
„Hør,” sagde Grimbart, da igjen
Han sad en Aften hos sin Ven
Om Vintren i den lune Vraa,
Mens Reineke paa Ryggen laae
Og gnaved paa et Hønsebeen
Og af og til ret listigt green, —
„Hør, siig mig, er det ikke sandt,
At ogsaa Palmen tidt du vandt,
Som Digler og som Speculant
Udi Kritik? Man har fortalt,
At fra din Pen var kommet Alt,
Som Navnet Amaranthus bar,
Og som saa helt berømmet var?”
„Jovist!” gav Reineke til Svar,
„De Kunster har jeg og proberet,
Jeg digtet har og recenseret,
Arbeidet med i mangt et Blad, —
Skjøndt ikke just i alle dem
Hvor Rævehalen stikker frem, —
Hør nu, hvordan jeg bar mig ad!
Der var en Tid da Nobel saae
Heel gunstigt og huldsaligt paa
De Folk, som hine Haandværk drive,
Som Vers og Recensioner skrive.
Ja, han har Luner mangen Gang,
Naar Tiden bliver ham for lang!
Det var mig som et Hjertestik!
Mig syntes Noget fra mig gik,
N aar han med naadigt Smil og Nik
De Penneslikkere modtog
Og huldrigt dem paa Skuldren slog,
Og snakked om dem Dag og Nat,
Og gjorde dem til dit og Dat.
Ja, selv Løvinden fandt sin Spads
I dette literaire Fjas;
Hun logred for og gjorde Stads
Af mangen skabet Køterhund,
Naar paa Papir sin Pote kun
Han havde sat; ja, Hoffets Flor,
Jeg mener Gjæssene, fandt stor
Fornøielse i dette Væsen;
Man saae dem ofte have Næsen
I Bøger, og at kunne rime
Det stod hos dem i stor Æstime!
Sligt gjorde mig hel ilde stemt;
Jeg rendte om saa endeklemt,
Og ponsed Dag og Nat, hvordan
Jeg skulde gribe Sagen an.
At faae i saadan Ære Part;
Det tyktes mig saa grumme rart.
Dog hvad jeg søgte, fandt jeg snart.
Hr. Tyrk, den Puddel, var det først,
Der stilled min literaire Tørst,
Og lærte mig det rette Snit,
Som selv han havde øvet tidt.
Han var en saare livlig Aand,
Han skaaret var for Tungebaand.
Før syede Buxer han ret brav;
Men den Bedrift var ham for lav.
Han kasted Persejern og Sax
Og blev æsthetisk lige strax;
Skrev Vers for Klubber og for Baner
For Friheds Morgenrødes Haner,
Kjærmindedigte, søde, bløde.
Med Lilier hvide, Roser røde
Og alt det Kram, som hører til
Et ret erotisk Lirespil.
I Musers Corps han sig indskrev
Og gik som Kjender om og drev;
Thi for en Skjønaand ret at blive,
Man maa tilgavns forstaae at drive.
Du saae ham tidt med vigtige Blikke
Paa Gaden skride frem og nikke;
Besøge Alt og høre, see
I Skuespil, paa Balparee,
I Klub, i Kneipe, Kro, Caffee
Ved Abedands, i Opera,
Udstillinger — et cetera,
Og lytte til hvert Ord, der faldt;
Saa af sig selv han lærte Alt!
Han leved flot af Pen og Blæk,
Og recenserede saa væk
Alt, hvad der saadan forefaldt,
Og fyldte flittigt Spalt paa Spalt.
Meest brugtes Ferlen, hvor han fandt
Et Digt, der var for smukt og sandt.
Dog stundom rostes Sligt iblandt,
Til stor Bedrøvelse for Mange,
Der blev for deres Rygte bange.
Paa mange hele, halve Ark
Han prunkede som Aristarch.
Især han gjorde sig til Pligt
At prise hvert et daarligt Digt,
Hvert Drama, fuldt af Skræk og Gru,
Hvert Sorgespil med Ha! og Hu!
Naar kun Forfattren var hans Ven
Og vilde rose ham igjen.
Ei Statua, ei Maleri
Gik for hans Recenseren fri;
Det flød fra ham, som Øl af Spunds,
Thi han forstod det Alt tilbunds.
Det var især hans Id, som sagt
At hjælpe paa, hvad der er svagt:
„Det Gode,” sagde han, „er godt!
Det i sig selv jo nok har faa’t
Af Hæder og jeg ikke seer,
Hvorfor jeg det skal give meer;
Mens derimod den slette Sang
Til min Berømmelse har Trang.
Jeg vil den holde dog i Live,
At den maaskee kan bedre blive.” —
Et Sørgespil han selv fik lavet,
Fem fulde Acter sammenstavet,
Og næsten paa Theatret bragt.
Til Sprogø Scenen var henlagt.
Paa Grund heraf, man lod ham faae
Et Rejsestipendium til Spraa,
For Landets Idiom tilgavns
At sammenligne med Christianshavns,
Og Øens rige Sagn med mere
Paa Stedet grundigt at studere! —
Ham gik jeg til. Jeg var ei seen,
Tog frem et lækkert Stegebeen
Og sagde: „Snuus den søde Dunst!
Det faaer du strax, hvis i den Kunst
At recensere du vil være
Min Mester og mig Grebet lære!”
Han viste sine Tænders Glands
I søde Smiil og med sin Svands
Han yttred sin Velvillighed,
Samt bad mig høfligt ligge ned;
Og saa begyndte han da Talen,
Mens af og til han rørte Halen:
„Nu vel, du Recensent vil være?
Den Kunst er saare let at lære.
Om Kundskab er her Talen ei,
Naar man vil træde denne Vei.
Den Qvinde, som til Tvat og Vadsk
Hist bruger Lud og Sæbe rask
Og renser baade Uld og Linned,
Kan hverken væve’t eller spinde’t.
Hun tager fat og gnider blot, —
Gaaer det i Stykker — ligegodt!
Tag du en Bog en ledig Dag,
Læs Titlen, læs lidt for og bag;
Om du forstaaer det eller ikke,
Gjør ingen Ting; ved løse Blikke
Du træffer snart en Leilighed,
Hvor du dig ret kan gjøre vred,
Og, som det hedder, rive ned.
Med fornem Ligegyldighed
Du farer over det, som Noget,
Du længst var bleven færdig med,
Og laster saa tilsidst paa Sproget.
Dog yttres Haab at vel med Tiden
Alt bedre blive kan, naar Fliden
Smukt rækker Haanden til Talentet;
Især naar ret, hvad du har prentet
Og klaret ved Kritikens Kerte,
Forfatteren tager sig til Hjerte.
Men — hvad du siger, pyntes bør
Med Ord, som ret har Næb og Klø’r,
Som for Exempel: Conseqvens
Og Phæmomen — Incohærens —
Den aprioriske Idee, —
Den høiere Beaandelse, —
Umiddelbar — og primitiv, —
Det indre og det ydre Liv,
Og absolut — og Illusion, —
Subject — Object — og Reflexion —
Og ethisk — Colorit — Plastik —
Og Tankens Form — og Symbolik,
Samt andre kjønne Pennesving,
Hvorved du tænker ingen Ting,
Men overlader Andres Tanke,
Om Mening den deri kan sanke! —
Med Valget du dig ei generer,
Men Løst og Fast du recenserer:
Og Nutids smaa og store Mænds
Theologie, Jurisprudens,
Philosophie, ars medica,
Mathesis og Politika —
Det kan nu ikke være ring’re —
Det veed du Alt paa dine Fingre!
Det kan du frit regjere med
Alt efter Tid og Leilighed.
Især tag fat paa Poesie;
Den er saa ganske fuglefri,
At hver en Veier, Maaler, Vrager
Forstaaer at dømme i dens Sager!”
— Saa talte han, og Meer end dette
Han tog sig for mig at berette;
Og da jeg Alt mig havde mærket,
Gav jeg mig sporenstregs til Værket.
Jeg recenserte mangen Bog,
Til Høire og til Venstre slog,
Og under Navnet Amaranth
Jeg let og snart Berømthed vandt.
Thi skjøndt som Pseudonym jeg skrev,
Jeg sørged for, at Sagen blev
Alverden klar og aabenbar,
At Fader jeg til Ynglen var;
Saa =Nobel= tidt med naadigt Nik
Mig kaldte en durchdreven Strik;
Og naar et Skrift paany løb af,
Heel nøie Agt paa mig man gav,
Og strax, ulæst, forkasted Manden,
Naar blot jeg Rynker slog i Panden.
Med Rædsel vented man min Dom,
Man talte sagte, hvor jeg kom,
Og frygted mig som Politi,
Det hemmelige nemlig; thi
Vi er et farligt Folkefærd,
Som bruge Pen for Spyd og Sværd.
Selv de, som til os med Foragt
See ned, os frygte som en Magt.
See Panthren hist, vor General;
Du veed, det er en Satans Karl,
Saa høit fortjent af Herrens Knapper,
Som siger selv, han er saa tapper;
Og dog hans Nakke, hans Moustache,
Hans store Ord og hans Courage
Tidt kryber ind af bare Skræk
For lidt Papir, besmurt med Blæk!
Da jeg var fix i Theorien
Af Videnskab og Poesien,
Jeg, seer du, intet bedre vidste
End praktisk slaae mig til den Sidste.
Jeg bandt da Ord i Rimets Baand
Og skrev det af med siirlig Haand
Paa fiint Papir, og vandred om
Og læste for, hvorhen jeg kom.
Men mine Vers de var saa nette,
Saa vel polerede og slette,
Saa, var end Tanken flau og mat
Og uden Salt, den gled dog glat.
Fra Huus til Huus jeg lod mig see,
Ved Kaffebord, i Assemblee,
Og mine Vers ved hvert Calas
Var Duften af den hele Stads.
For Gamle, Unge, Herrer, Fruer,
I stolte Sale, jævne Stuer,
Ja, selv paa Gader og i Stræder,
I Porte — ja, paa andre Steder
Jeg opsled mine smukke Phraser,
Saa Manuskriptet gik i Laser;
Og derved vandt jeg, at man ikke
Mig strax i Kortet kunde kigge,
Men tvertimod man altid fandt
At jeg var yndig og charmant.
Jeg hædret blev af Høi og Lav,
Paa mig man mangt et Selskab gav,
Og overalt mig fored man
Med Sukkerbrød og Flødevand,
Saa det mig tidt paa Hjerte faldt,
At let det kunde gaae mig galt! —
Hvorfra jeg fik det? spørger du!
Ak, hvor naivt! — saa hør da nu
Mit eget Fond var ikke stort,
Jeg gjorde, hvad der før er gjort;
Jeg rapsed hist og her i Smug,
Hvad bedst sig egned til mit Brug;
Hos Britter, Græker, Tydske, Svenske
Jeg fouragerte, gjorde Bytte
Og drog mig flittigt Alt til Nytte.
Og saae jeg Noget komme ud,
Som ei var af den gamle Tud;
Og saae jeg Andre Noget brygge
Af eget Malt, som gjorde Lykke,
Saa var jeg ikke seen, men strax
Jeg laved lidt af samme Slags;
Men vidste listigt dog at vende’t,
Saa strax man ikke kunde kjende’t.
De fleste Folk jo intet læse;
Dem dreied let jeg mangen Næse,
De spored ei, at de blev snydt,
Men troede, Alt var mit og nyt:
Tilsidst der mangled ikke meget,
Saa troede jeg det selv mit Eget! —
En Tanke dyb, et sindrigt Ord
Beholde dog Værdien, hvor
Det staaer. Om Paul, om Peer har sagt
Dit eller Dat, har ingen Magt.
Det kunde faldet lig’saa godt
Mig ind; han var den Første blot,
Jeg var den Anden, — hvad saa mere?
Paa sligt man ei bør reflectere.
Den vise Salomo har sagt
Et Ord, som endnu staaer ved Magt
Og ei bør stikkes under Stolen:
„Ei Nyt der skabes under Solen!”
Det støtted jeg mig paa med Ret;
— Min Musa var saa peen i Kjolen,
Og hvad jeg skrev, man fandt saa net!
Paa denne Vei, kan du mig troe,
Heel mange Digterlaurbær groe!
Vel Een og Anden dette Væsen
Som Tyveri mig rev i Næsen.
Isbjørne som og andre Vilde
Behandled tidt mig meget ilde,
Skrev Lister og i mange Poster
Fremlyste mine Tyvekoster;
Men sligt brød jeg mig ikke om:
Jeg frygred ei Kritikens Glavind,
Jeg vidste jo, at kun af Avind
Og puur Misundelse det kom.
Ja, spildt var deres hele Witz,
Thi Ingen tog deraf Notits.
Det var jo og saa dumt og daarligt
Med Digt at mene det alvorligt;
Og hvorfor skulde Andre være
Meer, end jeg selv er, Mænd af Ære?
See saa, Grimbart! let nu din Krop!
Gak hjem og skriv nøiagtigt op,
Hvad du har hørt. Det kan ei skade
Mig nu, jeg sidder fast i Stade!”