Hæng Cithren bort! De bløde Strænge,
Som Du har rørt saa tidt og længe,
Er der ei flere Toner i;
De komme aldrig meer i Stemning,
Thi Tiden bygget har en Dæmning
For deres Strøm saa frisk og fri.
Du sang om Elskovs Fryd og Smerte,
Du smelted dit og Andres Hjerte
Og høsted Roser i din Drøm;
Du dukked Dig i Blomstervrimlen,
Men aldrig saae Du op til Himlen,
Og drev ei med paa Verdens Strøm.
Derfor i Livets bittre Kampe
Din Afmagt knuger Dig som Krampe,
Af Himlens Lys er Du forladt;
Du ængstes ved en Fod at flytte,
Du griber om Dig, — uden Støtte
Du tumler som i bælmørk Nat.
Grib Harpen! hvis din Haand ei daarlig
Har ødt sin Kraft; hvis end alvorlig
Din Røst Du hæve kan til Sang!
Mens alle hine Roser falme,
Kan Du den eviggrønne Palme
Maaskee tilkjæmpe Dig engang.
Lad ydmygt dine Strænge tone,
Lad op om Evighedens Throne
Sig ranke dine Blomsterqvad;
Der svinder Sjælens lumre Mørke,
Der vinder Hjertet atter Styrke
Som i et kraftigt Lægebad.
O, lad da paa din Fremtids Bane
Dig Korset være Seirens Fane,
Drag Ordets Sværd med Fynd og Klem;
Hiin Stjerne, som i Østen blinked
Og Kongerne til Krybben vinked,
Skal trygt Dig lyse til et Hjem.