De Dage svandt! — O, see Dig fro tilbage!
Dit Hjerte slaaer jo roligt i dit Bryst!
Hiin store Sum af dine Vandringsdage
Betragte Du med hellig Veemods Lyst.
Ak, der er Faa, som Livets Veie vandred
Saa kjækt og fast, som Du, hvorhen Du kom,
Med Blik saa klart, med Tro saa uforandret,
I Kamp saa stærk, i Fred saa ydmyg, from.
Du fulgte tro din Herre og din Mester
Fra Vaarens Blomstertid til Vintrens Snee;
Paa Ham, som Evighedens Grundvold fæster,
Du kasted trøstig al din Sorg og Vee;
Og derfor fik Dig Livets Slag ei bøiet,
Dig let hensvandt, hvad der var mørkt og tungt;
Og derfor straaler Freden Dig fra Øiet,
Og derfor er dit Hjerte end saa ungt.
Din unge Fod ved Seinens Bredder vanked,
I Manddoms Aar Du saae St. Peders Stad;
Og overalt Du rige Frugter sanked,
Og, dybt indviet, læste Livets Blad.
Den gyldne Høst, Du hented i det Fjerne,
Du strøede her med Flid i stille Hjem;
Men Gud gav Væxt, og see! den ædle Kjerne
Nu trindt om Dig er frodigt spiret frem,
O, lad dit Blik hen over Kredsen glide,
Som Dagen samlet har udi din Bo;
Din elskte Hustru, trofast ved din Side,
Og dine Børn og dine Venner troe.
Det er den Flor, Dig Livet monne sanke,
Den blomstrer Dig i Aftensolens Glands;
O, qvæg dit Hjerte ved den hulde Tanke:
Du er det Baand, der bandt dem til en Krands.
Men der er Fleer end dem, dit Øie skuer,
Som stedes hid at feire kjært din Fest:
Fra Paradisets evig klare Buer
Nedsvæver tyst endnu saa mangen Gjæst;
Og mangt et Øie, som blev lukt herneden,
Og mangt et Hjerte, mangen venlig Mund
Tilsmiler saligt Dig fra Himmelfreden,
Velsignende med os din Høitidsstund.