Lyksalige! Du svæved bort fra Mulmet
Til Lysets evigklare Helligdom!
I Engles bløde Favn din Qval er dulmet
Og Livets bittersøde Kalk staaer tom.
Du har kun drømt! Af Slummer dybt hentagen
En Vaarnat Du dit Hoved hvilte kun;
Nu, vaagnet op til Livet og til Dagen,
Du seer Dig om med Smil paa Kind og Mund,
Og breder Vingen mod din Moders Favn —
Ledsaget, ak! af Veemod og af Savn!
Lyksalige! som huldt en Sommermorgen
Fik foldet ud dit rene Lilieblad;
Som brat, urørt af Verdens Haand og Sorgen,
Svandt yndigt straalende i Duggens Bad,
Og blomstrer nu, hvor der er ingen Smerte,
Rigdoms Dyb af Fryd og evig Fred:
O, deel med os! omsvæv med Trøst hvert Hjerte,
Som ved din Engleslugt fra Jorden leed,
Og lad, skjøndt bøiede i Smertens Daab,
Din Aand os ane et kraftigt Haab!