Nu Ankret op! nu Seilet spændt!
Nu Stavnen ud af Bugten vendt, —
Ud paa de vilde Vover!
Jeg er af denne dovne Fred
Saa mæt og træt, saa kjed og led,
Min Længsel staaer didover!
Op, Kamerat! sæt lystig kjæk
Dit Horn nu for din Mund og væk
Hver Fare hist, som sover!
Men naar jeg seent er krum og graa,
Jeg Fredens Søvn vil blunde,
Hvor Sundets milde Bølger gaae
Langs Herthas svale Lunde.
Til fremmed Land, til fjerne Kyst,
For frisken Bør, med Liv og Lyst,
Skal rask vor Snække stavne;
Hvor der er Guld og Drueblod
Og skjønne Qvinder, Mandemod,
Den snelle Kjøl maa havne;
Med Rædsel da hver voxen Mand,
Med yndigt Smiil hver Lilievand
Skal nævne vore Navne!
Men lige glad tilsidst dog skal
Mit Hjerte sødt indblunde
Til Sangen af en Nattergal
I Herthas grønne Lunde.
Vort Værk er langt, vor Dag er kort!
Afsted! fra Ly og Læ nu bort!
Mens Tidens Øie blinker.
Den Feige, lam og lad og træt,
Seer stadigt paa sit Regnebræt
Og Livets Flugt forsinker;
Men Modet har en dristig Fart,
Og jeg og Modet hinde snart
Hvert Maal, der stolt os vinker!
Men naar min Stjerne vil nedgaae
Og jeg i Død maa blunde,
Min Bautasteen skal kneise paa
En Høi bag Herthas Lunde.