Til Beppina
Med et Par Castagnetter
Med et Par Castagnetter
Hvor tidt har jeg ønsket at see
De sortbrune Øines Glands,
Naar i slangesmidige Dands
De forraadte det brændende Indre,
Mens paa Sierra-Nevadas Snee
Andalusiens Sol monne tindre,
Mens Kilder rislede ned
Gjennem Klippens brune Rifter
Og balsamiske Luftninger gled
Over Palmernes grønne Vifter.
Men nu, ved det danske Sund,
Ved Strand, i den landlige Bo,
— Hvis Haabet bliver mig tro —
Skal henrykt mit Øie følge
Dit Blik og din smilende Mund
Og din Midies svævende Bølge,
Naar Du træder den mauriske Dands.
Men dog skal din blændende Arm,
Dine Lokkers blonde Krands,
Din Kind saa skjær og saa varm,
Hiint Foraarsblaae i dit Øie,
Mig minde om, hvor vi boer,
Og at Qvinden her i vort Nord
Har Blikket vendt mod det Høie;
At kuns hun en Længsel stor
Har knyttet i hellig Eenhed
Til Livets sværmende Lyst,
Og til Værn om sit tugtige Bryst
Lysalfers barnlige Reenhed.