Christian Winther (1796–1876)

For Skjønheds rige Blomsterflor

Som huldt i Hal mon prange,

Lad frit, hvad i vort Hjerte boer,

Fortolke vore Sange;

Mens Dandsen paa sin lette Flugt

Indslynger sine Ringe,

Til Strængeleeg skal Sangen smukt

Udfolde klart sin Vinge.

Lad Verdens Bølge bruse vild,

Lad Storm og Torden true,

Os vinker dog en Straale mild

Bag Skyens dunkle Bue;

Igjennem Livets Fattigdom

Kjækt gaaer vor Skudes Planke.

Vi eie eet Klenodie, som

Gjør riig og klar vor Tanke.

I Qvindens Hjerte staaer den Sol,

Som Livets Mørke spreder,

Der staaer den faste, sikkre Pol,

Som os til Himlen leder;

Der er den ædle Diamant,

Hvis rene Glands vi ære,

Og alt det Guld, vor Grandsken fandt,

Skal dens Indfatning være.

I Himmel, Hav, i dunkle Jord,

I Sjælens Dyb der speides,

Af tusindfoldigt Sangerchor

Hver Livets Dont geleides;

Af Stenen her, ved Farver hist

Et ædelt Liv opvækkes, —

Men hver en Stræbens Frugt tilsidst

For Skjønheds Fod nedlægges.

Naar fjernt vi spredte gaae paa Jord

I Vest- og Østerlide,

Skal dette Mindes Blomsterflor

Staae frisk ved Vintertide.

Thi er end Vaaren længst forbi,

Og Støv vor Ungdoms Krandse,

Skal dog vor Tanke, ung og fri,

Gjenkalde disse Dandse.