Tilegnelse
Til Grev A. C. P. Rantzau til Breitenburg
Til Grev A. C. P. Rantzau til Breitenburg
1839
1839
Kan om en rask, romantisk Daad
Nu Sangens Fugl fortælle?
Alt styres jo ved sindigt Raad,
Og ei ved Sværdets Vælde.
I Cabinettet, lønligt gjemt,
De Penneposer skride;
Og Mandens Arm har næsten glemt
Med Staal og Stang at stride.
Den Finger selv, der fordum kjæk
Regjered Kampens Flamme,
Maa nu besudle sig med Blæk
Og blandt Papirer kramme.
De stærke Havets Slotte man
Heel fredeligt udskikker,
Og flytter dem langs Kyst og Strand
Blot som en Skaktavls Brikker.
Soldaten tæt ved Fredens Bryst
Sig blødeligt har leiret;
Ei mæler stolt Kartovens Røst:
„Triumph! nu har vi seiret!” —
Og hvor i Verden er den Vraa,
Hvor Sangens Fugl tør bygge?
Ak, ræd den hører Øxen slaae,
Der lysner Skovens Skygge.
Ei Bækken meer faaer Lov i Skjul
I Dalens Skjød at glide
Nei, den maa vælte tusind Hjul,
Og som en Trælqvind slide.
Staaer Qvæget end i Mark og Dal
Og smykker Landets Billed?
Ak nei, det fodres nu paa Stald
I stive Rækker stillet.
Den stolte Ganger græsser ei
Omkring den grønne Tue;
Den finder til sit Foder Vei
Kun i en Stadsestue;
Den faaer ei Hø, ei Havrekorn,
Nei, den faaer Brød og Skinke;
I Vandets Sted, den drak tilforn,
Maa nu Champagne blinke.
Ei Himlen meer — i Sømands Sind —
Nu raader for hans Lykke;
Sig Skibet lister uden Vind
Jo hen ad Havets Rygge.
Man stiger ei paa Bjergets Top,
Hvor Himlens Stemmer høres,
Nei, tvers igjennem Klippens Krop
Paa glatte Jern der kjøres.
Og Politiet veed saa flink
At snuse og at gribe;
I Krattet sees ei Bøssens Blink,
Der skingrer ingen Pibe.
I Diligencen reiser man
Som i sin Dagligstue,
Hvor man commode sig gjøre kan
I Tøfler og i Hue.
Og under Floder, over Byer
Man nu saa trygt kan fare,
At smukke Reise-Eventyr
Snart vorde meget rare.
Nu sværtes Morgensolens Kind
Af Røg og Steenkulsdampe;
Og Maanens Fylde svinder ind
For Gaudins Stjerne-Lampe.
Før glimred Duggen, rød og blaa,
Paa Engens Blomsterflade;
Som brune Sod dens Perler staae
Retnu paa Rosens Blade.
Maskiner hist, Maskiner her
I stædig Takt og Orden,
Med Klappren, Buldren fjern og nær
Selv døve Herrens Torden.
Og fordum paa hver Livets Gang
Til Glæden og til Sorgen
Man vilde høre Sang og Klang
I Hytten og i Borgen;
Men nu der høres knap et Skraal,
Hvor Druens Straale springer,
Og ved et natligt Stævnemaal
Ei nogen Cithar klinger.
„De Sangens Kunst og Strængespil
„Saa ringe Priis tilmaale,
„At nu tildags man næppe vil
„Den høre eller taale!”
— Hvor skal da Sangens Fugl tye hen
I Fred, med Qvad og Qvidder?
Den flyer til Dig, Du Sangens Ven!
Du ædle, danske Ridder!
Du lokked den med venlig Aand;
Den kom, lidt bly og bange;
Nu sidder tryg den paa din Haand,
Og synger sine Sange.
Den glemme vil sin Skræk og Sorg,
Sin Længsel og sin Lede,
Hvis til din gamle Stammeborg
Den klæbe tør sin Rede.
Den flittigt flyve vil mod Nord
Og fjernt til Solens Zone,
Og virke Dig et broget Flor
Om Skjold og Hjelm og Krone.
I Sommerdagens Straale blid,
Ved Vinternattens Kerte
Den prise vil dit rige Vid,
Men først og sidst — dit Hjerte!