O! var jeg Kammen i dit Haar!
Med disse Lokker, gyldne, rene,
Som volde dybe Hjertesaar,
Jeg, prydet med Golkondas Stene,
Mig kunde inderligt forene; —
O! var jeg Kammen i dit Haar!
O! var jeg Kjeden om din Barm!
Hvor skulde jeg mig smidigt føie;
Jeg blev da vist saa elskovsvarm,
At Sneen smelted, og dit Øie
Du vilde kjærligt mod mig bøie; —
O! var jeg Kjeden om din Barm!
O! var jeg Uhret ved dit Bryst!
Da maatte jeg jo med Dig vanke;
Med evig sød urolig Lyst
Jeg kunde mod dit Hjerte banke,
Og lytte til din skjulte Tanke; —
O! var jeg Uhret ved dit Bryst!
O! var jeg blot den lille Hund,
Som hviler ydmygt ved din Side,
Da kyssed mig din Rosenmund,
Du lokked mig med Ord saa blide,
Du klapped mig med Hænder hvide; —
O! var jeg blot din lille Hund!
Men jeg er ei din lille Hund,
Jeg funkler ei som Kam i Haaret,
Mig kysser ei din Rosemmund,
Du har som Lænke ei mig baaret;
Og, skjøndt Du har til Død mig saaret,
Jeg er Dig mindre end din Hund!