Christian Winther (1796–1876)

        Der herskede stor Sorg og Drøvelse i den lille Kjøbstad S., der, omringet af vidtløftige Skove, ligger paa Grændsen af Preussen og Polen. Men endnu større var Jammeren i den lille Teltleir, som et omreisende Berider- Linedandser- Jongleur- og Aerobat-Selskab, under Anførsel af den vidtberømte Hr. Bellerophon Himmelsprung, havde reist paa en lille Slette, tæt udenfor Byens østlige Port, og hvor det hidtil under stort Tilløb fra Byen og Omegnen med Held havde foreviist sine mange og vidunderlige Kunster og vundet uhørt Bifald. — Nu laae den hele Bedrift næsten stille. Hr. Bellerophons kjæmpemæssige Arme hængte slappe, som rørt af Slag; Bajads var tragisk stemt og havde Taarer i Øinene; og Demoiselle Volarina sneeg sig om, saa langsomt og tungt, som om hun havde tabt Vingerne, der ellers hævede hende høit over Linen eller den hvide Hoppes Sadel.

        Hvad var der da i Veien? hvad havde forvoldt al denne Sorg, Uro og Befippelse? Jeg vil sige det med eet Ord: Monsieur Martin var rendt væk! og hvad kunde de udrette uden Monsieur Martin?

        Det var ikke den kattesmidige Bajadses uforlignelige Lune og Lystighed, ikke Hr. Bellerophons utrolige Kraftstykker, ikke den skjønne Demoiselle Volarinas mægtige Yndigheder alene, der hidtil havde draget Byens og omegnens begeistrede Kunstkjendere til Circus; ak, nei, den egentlige Selskabets Perle, der trak som den stærkeste Spanskstue, det var dog Monsieur Martin.

        Man havde Dagen iforveien givet en Forestilling for fuldt Huus: man udhvilede sig efter Arbeidet; men da man næste Morgen igjen vilde gaae til Prøve og kaldte paa Monsieur Martin, saa var han borte — reent borte! Man undrede sig, man spurgte, man søgte. En Deel af Eelskabet, ja, en stor Mængde Kunstyndere fra Byen gave sig paa Veien i alle Retninger i de omliggende Skove og Bjerge, i det Haab maaskee at finde den Forsvundne i hans fordums Hjem, i hans Families Skjød; men Alt forgjæves! Monsieur Martin var og blev borte.

        Monsieur Martin var en Personlighed, der oprindelig af Naturen var indrettet til at gaae paa Fire; men en god og velanvendt Opdragelse havde bragt ham saavidt, at han nu næsten ligesaa gjerne gik paa To. I Klædemon kostede han slet Intet; thi Klæder vare ham medfødte og stærke. Det var en sand og opløftende Nydelse at see ham, naar han var i godt Lune. Travende paa alle fire Labber kom han ind paa Ridebanen, bærende paa sin Ryg den deilige Demoiselle Volarina, der yndigt hvilede paa hans lodne, brune Pels, liig Ariadne paa sin Panther. Hun sprang ned, Musikens Toner løde, og nu reiste han sig paa sine Bagbeen og dandsede med den lette, stagrende Sylphide en Sarabande, saa Hiertet maatte lee i Livet paa hver en Tilskuer, og en Regn af Klap og Æbler belønnede ham for hans Genie og Kunstfærdighed. Kort sagt, Monsieur Martin var den smukkeste, livligste og meest belevne Bjorn, man endnu havde seet i disse Egne, hvor der ellers var nok af dem. Nu var han borte; hvad skulde de nu gribe til? Forvirringen var ubeskrivelig.

        Blandt Selskabets virksomste Medlemmer var der Een, som først i den senere Tid var optaget, Det var en ung Musikant ved Navn Sebastian Prutt. Hans Hjemsted var en lille Kjøbstad i det Brandenburgske. Han havde lært Skomagerhaandværket og künde ogsaa dreie Potter; en kort Tid havde han staaet i Lære i et Apothek. Men hverken Beeg, Leer eller Latverge var nok for hans Dristighed. Stadsmusikanten tog ham i Skole, og her fandt hans opadstræbende Aand sin rette Sphære. Violinen, Contrabassen, Oboen, Clarinetten, Piccolo-Fløiten, Basunen, Klaphornet — Intet var ham helligt; han forstod snart med stor Færdighed at tractere dem Alle, og inden kort Tid fik han Ansættelse som Forblæser ved Borgermilitsen i sin Fødeby. Nu tjente han Penge, thi han var allevegne med. Ved Brylluvper og Begravelser og Dandsebal blæste han; han løb Ærinder og børstede for Borgermesteren, stødte Peber og Cacao for Apothekeren, lappede Skotøi for Præstens fjorten Børn, klinkede Fade og Tallerkener for Spiseverten. Han ernærede saaledes ikke blot sin gamle Moder, men kunde endog selv om Aftenen drikke sin Kande Stærkøl i „den stumprumpede Hund”, som var Byens bedste Sted. Kort, han var allevegne med, og allevegne svedte han.

        Da kom ulykkeligviis Hr. Bellerophon Himmelsprung til Byen, og med ham den Alt indtagende Demoiselle Volarina. Det faldt naturligt af sig selv, at Hr. Sebastian Prutt og hans Musikkorps efter Accord blev antaget til at spille ved Forestillingerne; og det gik ogsaa første Gang nok saa prægtigt indtil det Øieblik, da Demoiselle Volarina traadte op. Da var det forbi med den stakkels Sebastians Hjertefred; han var nær gaaet reent fra Concepterne; idetmindste kom hans Hjerte aldeles ud af Takten. Der sad han nu hver Dag og saae hende komme indridende paa Monsieur Martin, og blæste hende et Stykke, fik Taarer i Øinene, saa det vilde gaaet galt, hvis han ikke alt havde künnet Stykket udenad. Pilen, som havde ramt ham, sank hver Dag dybere ind!

        Endelig forlod Selskabet hans Fødeby; og nu begyndte Længselens Qvaler at bestorme hans anskudte Hjerte. Han gik omkring som i Drømme, han forsømte Borgermesterens Frakker og Skoe, Apothekeren stak hvert Øieblik Hovedet ud af Vinduet og kigede efter ham, Præstens fjorten Børn vare nær ved at gaae barbenede.

        Da fattede ham med Eet en rask Beslutning. Han solgte Alt, hvad han kunde undvære, og gav sin Moder Pengene. Derpaa pattede han Clarinetten i sin Randsel, puttede en Fløite i høire og en Oboe i den venstre Frakkelomme, tog Klaphornet under Armen, og begav sig med en lodden Kabuds paa Hovedet afsted efter de Bortdragne.

        Det var ham ikke vanskeligt at naae eller finde dem; thi de reiste langsomt, og deres Ry efterlode de overalt, ligerviis som et Stjerneskuds lyse Stribe paa den mørke Himmel i August Maaned. Lykken syntes at være med ham. I den By, hvor han først stødte til Selskabet, fandtes der tilfældigviis ingen saa duelig Musikant, at han kunde forestaae det Hele, Sebastian Prutt var derfor som en himmelsendt Frelsens Engel for Hr. Bellerophon Himmelsprung; og da Sebastian, foruden sine practiske Færdigheder ogsaa havde listet sig til Lidt af Theorien og ret taaleligt forstod at sætte en Harmonie, saa blev han dem snart aldeles ubetalelig. Selv det deilige Pigebarn, for hvis Skyld han satte alle sit Genies og sin Elskværdigheds Seil til, gjensaae ham med smilende Øine, blev meget fidele mod ham, rakte ham sin Haand til Goddag og Farvel, saa at den ringe Musikant begyndte at optræde paa temmelig kjække Hanebeen.

        Saaledes stode Sagerne, da Monsieur Martin uden Opsigelse gik af sin Condition.

        Man kan ikke ret vide, hvad der egentlig rørte sig i Musikantens evig urolige Sind, eller hvad der just nu bevægede ham til at gjøre et afgjørende Skridt, nok er det, han besluttede netop nu at tale et Alvorsord til Sylphiden. Maaskee troede han, at den almindelige Sorg kunde have frembragt en blødere Stemning i Pigens Hjerte, at dette i den almindelige Forvirring künde findes mere ubevogtet end ellers og altsaa lettere at erobre ved Storm.

        Med uregelmæssigt bankende Hjerte traadte han ind i Volarinas Telt. Iført en meget let og kort Underkjole, tilsyneladende hvid, med det balstyrige Haar vredet sammen i en Knude og holdt af et Net, svævede Dandserinden omkring derinde og nynnede med de velskabte Been en Elegie, hvori hun søgte at udtrykke sin Kummer og Smerte. Thi man tager meget feil, hvis man troer, at Ansigtet og Stemmen alene forstaae og ere istand til at tolke Sjælens indre Tilstande; nei, ogsaa Benene formaae med Foredrag at fremsige en Replik, og Føddernes Lyrik er min Tro ikke tabt bag af en Vogn.

        Demoisellen standsede sin luftige Flugt og betragtede med synligt Velbehag den lille, bredskuldrede, kraftige Karl med de krusede Haar og de store Barter paa de røde Kinder, medens han med sit Klaphorn under Armen — det forlod ham næsten aldrig — ydmygt stod der og bukkede for hende.

        Hendes Venlighed gav ham Mod, og han skred strax lige til Sagen og aabenbarede hende sit Hjertes Begjær i en lang tydsk Tale, hvis Indhold i Korthed omtrent var dette: „Jeg elsker Dem! De dandser, jeg spiller; vi synes altsaa skabte for hinanden. Siig nu til mig: Jeg elsker Dem ogsaa!”

        Jomfruen slog de muskuløse Arme overkors, lagde den høire Fod øverst op paa Ryggen af en Stol, og i denne tankefulde Stilling, stærkt rynkende de sorte Bryn, stirrede hun med sine brune Øine ind i Sebastians graae. Det varede nogle Secunder. Med Eet antog hendes Ansigt det straalende, huldsalige Smiil, hvormed hun pleiede at hilse et høistæret velvilligt Publiküm, naar hun sprang ind eller, forfulgt af en stormende Jubel, neiende og bukkende forlod Circus. Og hun talede: „Ja, min kjære Prutt! hvor kan jeg tænke paa Sligt under disse sørgelige Omstændigheder? Det skulde, ved Gud! ikke falde mig saa vanskeligt at sige Dem de Ord, De forlanger, ja, jeg vilde endog let finde mig i at blive Deres Kone. Men nu? Hør, veed De hvad? De maa gjøre Noget, noget Stort. Kan De bringe mig Monsieur Martin tilbage — uden ham kan jeg og vil jeg ikke leve — saa skal De høre mit Ja; vi ville da spille og dandse med hinanden henad Livets Circus. Men uden Monsieur Martin bliver der Intet af. Har De forstaaet mig? Gaa nu, lille Ven!”

        Med disse Ord tog hun den betuttede Musiker ved Haanden og ledsagede ham med fine Pistolets udenfor Teltet og lod ham staae der.

        Det var en meget steil Situation. Hr. Prutt tog sin lodne Kabuds af Hovedet og lod Haanden glide over Panden. Alting løb rundt med ham. Hvor i al Verden skulde han faae fat paa den fortvivlede Monsieur Martin? — som naturligviis var rendt til Stovs og havde der igjen forenet sig med dette raae og ubehøvlede Slæng af Familie og Venner. Hvor umuligt at finde ham der! og at bringe ham tilbage, hvor umuligt! Demoiselle Volarina maatte ikke være rigtig klog!

        Under disse og lignende sørgelige Betragtninger førte hans Fødder ham uvilkaarligt ud af Leiren, over Sletten og ind i den tætte Ekov, der mørk og truende susede ham imøde fra de omliggende Høider. Han slentrede, indhyllet i sine Tankers Taage, dybere og dybere ind under de ældgamle Ege og Bøge, mærkede knap, at Hvidtjørnen rev Kabudsen af hans Hoved, eller at han snublede over gamle Granstubber, og sank ved Middagstid, udmattet og fortvivlet, ned bag en Enebærbusk, som stod paa en aaben Plads; her støttede han sit Hoved i Haanden, sukkede dybt og stirrede med Resignationens Tankeløshed ind i Tykningen.

        Dog snart møækede han, at man ikke længe vilde lade ham være alene. En Puslen i det fjerne Krat, en Knagen og Bragen i de tørre Qviste forkyndte, at et levende Væsen nærmede sig; og det varede ikke længe, for han til sin yderste Forfærdelse saae en, som det forekom ham, unaturlig stor Bjørn trænge sig frem af Buskene og med en huul Brummen styre sine Skridt hen imod ham.

        I et Nu var Sebastian Prutt paa Benene; men ak! her var ingen Udvei, ingen Flugt eller Frelse at tænke paa! Kjæmpebjørnen viiste Tænder og kom stedse nærmere.

        Da greeb den ulykkelige, blege Kunstner, til sit eneste, sit naturlige Vaaben, satte Klaphornet for de dirrende Læber og blæste af alle Kræfter instinctmæssigt den lette, liftige Melodie, der saa tidt havde bevinget Sylphidens og Monsieur Martins Fødder, saa det gjenlød høit i den alvorlige Skov. Og see! Næppe havde det vilde Uhyre hørt de første to Takter, for det reiste sig paa sine Bagpoter og bevægede sig henad Græsset med al mulig Gratie i en siirlig Sarabande.

        Med overvættes stor Glæde opdagede nu den stakkels Sebastian, hvem han havde for sig. Det var Monsieur Martin, det var hans Lykkes Skaber, det var, saa at sige, hans Forlover! — Saasnart de velbekjendte Toner havde naaet hans Øren, saa kunde han ikke modstaae deres Tryllemagt; de henreve ham, og han mægtede ikke længer at bevare sit Incognito; de tvang ham til saa skjønt i sin Dands at udtrykke Gjensynets Glæde.

        Men Sebastian Prutt vedblev at blæse; og saaledes blæsende og dandsende, snart langsomt, snart hurtigt, snart forlænds, snart baglænds, lokkede han, liig Rottefangeren i Hameln, den Forvildede tilbage til hans Pligt, tilbage til Leiren, hvor de bleve modtagne med aabne Arme og stor Jubel. Hr. Bellerophon Himmelsprung knyttede igjen de valdige Næver og loe som et Tordenbulder, Bajads tørrede sine røde Øine og slog Badutspring henad Sletten, saa at hans hvide, spidse Hue fløi høit i Luften, Hestene vrinskede, og Hundene gjøede. Men Demoiselle Volarina fløi Sebastian imøde med et uhyre Entrechat, rakte ham Haanden og sagde: „Det var godt gjort, min Dreng! Nu ville vi ogsaa gifte os, og det strax!”

        Og saaledes skeete det. Borgermesteren skrev, Præsten prædikede, Byens Restaurant gjorde Bankettet gratis, og Hr. Bellerophon tilstod det unge Par i Brudegave en Extra-Benefice, ved hvilken Monsieur Martin havde Hovedrollerne og, om muligt, overgik sig selv.