Som Virak let mod Tempelbuer,
Som i en Skov Vaarfugles Sang,
Høit i den rige Frues Stuer
Sig Dandsens Melodier svang.
Det var en broget Volière;
Der svæved, som i Vaarens Vind,
En luftig Sværm med rige Fjere,
Liig Bier om en Blomsterlind.
Det var just i den søde Svimmel,
En Polka mægter at faae stemt,
Hvori den unge, skjønne Vrimmel
Sig havde tabt og næsten glemt.
Men under Vindvets blaae Gardiner,
Som Sværmen svæved let forbi,
Sad To, hvis høist ulige Miner
Ei røbed just stor Sympathie.
Hun, Fruens Datter, frisk og yndig,
Omstraalet af sin Ungdoms Pragt,
Men kold og stolt, ja næsten myndig,
Og Læben presset med Foragt.
Han var en Mand, — at sige flere
End dette lille, gode Ord
Behøves ei; det tidt er mere,
End mangen Qvinde veed og troer.
Hvad han forstod, det var at bygge
Talentfuldt baade Smaat og Stort;
Saa der var ædel Smag og Hygge,
Hvor han gav Nøglen til en Port.
Han havde ikke mange Penge;
Men smuk, begavet, stolt og kjæk,
Betænkte han sig aldrig længe
I Livets Skakspil paa et Træk.
Han havde talt saa ømt, ærbødigt,
Men fast og ærligt som en Mand,
Der ikke troer, at han har nødigt
At skjule, hvad han er og kan.
Han vilde trygt i hendes Hænder
Sin Fremtid lægge og sit Liv;
Og roligt han sin Tale ender:
„Siig, vil De vorde saa min Viv?”
„De vover?” sittred hendes Læbe
Med et saa haanligt, bittert Smiil,
Som hvert et Haab hun vilde dræbe
Med Øiet, som en giftig Piil.
Men paa, hvad ham blev sagt med Øiet,
Forklaring ved eet Ord han fik,
Som, gracieust imod ham bøiet,
Hun hvisked ham, før bort hun gik.
Det ene Ord — det var saa fyldigt
Af Alt, hvad der kan være lagt
I Talens Svøb af Ligegyldigt,
Af bitter Haan og af Foragt.
Hun reiste sig, og dybt hun neied,
Saa Roben dulgte hendes Fod;
Og snart i Valsens Hvirvel feied
Hun siirligt og med freidigt Mod.
Han tog til Dands en lille Pige,
Og dandsed, som han ret var fro,
At hun og han var kommet lige
Tilpas i Valsen begge To.