Decemberstormen Sneen feied
Langs Nørrevold til Vesterport;
Vildt Træerne paa Volden svajed,
Og Mørket gjorde Alting stort.
Mens hist og her Tranlampens Lue
Forsvandt ved Vindens frie Magt,
Tog under Kjelderskurets Bue
Den Vægter Hvile paa sin Vagt.
Her listed sig en gammel Herre
Med Lygte til sin kjære Club;
Lydløst igjennem Snee sin Kærre
En Sjouer fik ved træge Skub.
Fra Frue-Taarn alt meldtes Tiden
Ved otte dumpe, dovne Slag;
Og Kræmmerdrengen spared Fliden
Med Glæde til den næste Dag.
Paa Vestergades Hjørne laae der
En Guldsmeds Bolig, stolt og prud;
Til Volden og til Gaden saae der
Dog ganske mørkt og skummelt ud.
Men ind til Gaarden Stuen vendte,
Hvor der var Hygge, luun og god;
I Ovnen lystigt Ilden brændte,
Og Aftensbordet dækket stod.
Tilstængte var Boutikens Skoder
Og laaset Alt, hvad laases kan;
Der sad jeg hos min Faders Broder,
Guldsmed, Captain og Enkemand.
Jeg spurgte til hans søde Datter,
Som var mit Hjerte, ak! saa kjær.
Han svared kun med Spøg og Latter,
Saa jeg var altid lige nær.
Det var mig en saa bitter Tanke,
I Maaneder, ja hele tre,
Mit Øie ikke fik den ranke,
Den hvide, blonde Mø at see.
„For Guds Skyld, kjære Onkel Jørgen!
Hvor har Du sendt Mathilde hen?” —
„Hold op med Fritten og med Spørgen!
Det hjælper ei, min lille Ven!” —
„Du veed, hvor inderligt vi Begge —”
„Ja, det er netop Knuden, Du!” —
„Vil Du os da i Graven lægge?” —
„Det har vel ingen Hast endnu?” —
„Saa siig mig kort og klart, Hr. Onkel!
Hvad har da gjort saa haardt dit Sind?” —
„Hr. Brodersøn! en slig Karfunkel
I rigt Metal bør fattes ind.
Jeg var dog vist en daarlig Mester,
Hvis for en saadan Diamant
Jeg ikke blandt Boutikens Gjæster
En straalende Indfatning fandt.
Tro aldrig, Dreng! jeg Dig foragter,
Fordi Du ikke Mønt kan slaae;
Jeg veed, at andre Aandens Magter
Dig vise Veien, Du skal gaae.
Johannes, hør, hvad jeg vil sige:
Du est en deilig Ungersvend!
Jeg sværger Dig, var jeg en Pige,
Jeg tog Dig til min Hjertensven.
Jeg elsker Dig, min smaa Johannes!
Thi jeg har ogsaa god Forstand
Paa, hvad der af Castale vandes
Og Hippocrenes ægte Vand.
Men Sligt ei giver Stort i Skjeppe;
Stak selv Homerus ud dit Qvad,
Du vandt ei her — det troer jeg næppe —
Til Buxer, Skoe, til Huus og Mad.
Lev Du i Fryd med din Gudinde,
Som vækker Dig til yndig Sang,
Men Synd Du gjør, hvis Du vil binde
En Anden til din Nød og Trang!” —
„Jeg søge vil —” — „Hos Tante Trine?
Paa Nørrebro? Veed hun Besked?” —
„Der har jeg spurgt om min Cousine
Igaar, men Tante Intet veed,” —
Søg Du i Sjælland, Jylland, Fyen,
Paa Lolland, Falster, Ærø, — Spraa,
Søg Du paa Jorden og i Skyen:
Saa lang en Næse vil Du faae!” —
„Velan! jeg tidligt dog og silde
Vil søge, Onkel! Dig tiltrods;
Og finder jeg engang Mathilde,
Saa skal Du aldrig skille os.
Men jeg skal nok forstaae at vinde
Mig snart saa hæderligt Erhverv,
At fra din Haand jeg ingensinde
Skal tage selv den mindste Skjerv!” —
Ha! bravo, Gut! det maa jeg lide;
En Villie bære kan sin Frugt.
Nu skal Du see, jeg paa min Side
Ei heller holder Munden lukt:
Du søge maa min lille Pige,
Og fjorten Dage jeg dertil
Dig skjenker, saa Du kan ei sige,
Jeg driver med Dig Abespil.
Du søge skal, og hvis Du finder
Mit Barn Dig lige huld og tro,
Jeg Intet gjøre vil til Hinder
For eders Fremtids Fryd og Ro.
Men til et Pant, at Du har fundet,
Hiint Demantkors Du vise frem,
Som jeg om hendes Hals fik bundet,
Da hun forlod sin Faders Hjem!
Saa vil jeg troe, at jeg min Lilie
Gav i en dygtig Gartners Haand;
Saa vil jeg stole paa din Villie
Og saa — velsigne eders Baand.
Men — svinde hen de fjorten Dage,
Og Du ei fandt, hvad jeg har gjemt,
Saa maa Du som et Vink det tage,
At Skjebnen har din Lod bestemt.” —
„Ja men —” — „Ei længer Du mig trætte!
Nu har vi jo et Compromis.
Kom, lad os nu tilbords os sætte
Og mødes paa en anden Viis!
Sid ned hos mig og tag tiltakke
Med hvad jeg har og byde kan;
Lad nu om Verdens Færd os snakke,
Vær kjæk og tee Dig som en Mand!
Her staaer Postei af vilde Ænder, —
En Cotelett, — Sardiner her, —
Hist Pickles, som paa Tungen brænder,
Her Chesterost, — hvad vil Du meer?
Her lokker for en tidig Mave
En ægte, alderstegen Rum,
Jeg selv vil os en Bowle lave, —
Vi skilles ei, før den er tom.”
Jeg satte taus mig hen ved Bordet
Og fast mechanisk aad og drak,
Mens Onkel stadigt førte Ordet, —
Og Ordet var just ikke Snak. —
Han havde reist, oplevet Meget
I Genf, Florents, Paris og Rom
Og Ætna og Vesuv besteget
Og seet tilgavns, hvorhen han kom.
Saa vandred hans Fortællings Strømme
Jævnsides Punchens hede Strøm;
Jeg hørte paa hans Ungdoms Drømme
Halvvaagen i min egen Drøm.
Og derfor var det intet Under,
At Timen fløi os let forbi,
Som var den kun et Par Secunder,
Og Vægtren meldte Klokken ti.
Pendulens Slag og Vægtrens Psalme,
Skildvagtens Skraal: „Vagt i Gevær!”
Drog Onkels Sind fra Sydens Palme
Til Tid og Sted, som var ham nær.
Han saae paa Uhret: „Det er silde,
Og Du skal hjem paa Østerbro;
Til dette Veir, det skumle, vilde,
Kun nødigt vil jeg Dig betroe.
Jeg veed, Du er just ingen Kjærring,
Du taale kan et Tørn, men saa
Du komme vil til Portens Spærring
Dog altfor seent, hvis Du skal gaae.
Paa Lises Ryg skal Du Dig sætte,
Hun som et Muuldyr sikkert gaaer;
Kryb i min Pels, dens lodne Hætte
Dig dækker Nakke, Hals og Haar.
Naar saa Du kommer til din Bolig
Hos Vognmand Spelt paa Østerbro,
Han sørge vil for Hesten trolig
Og skaffe Havre den og Ro.
I Morgen Middag kan Du ride
Herind; det korter jo din Vei.
Saa kan jeg ogsaa faae at vide,
Om Du har fundet — eller ei.”
„Du spotter, Onkel? Jeg vil bære
Med Taalmod nu din Spot, saa vist
Som jeg igjen engang med Ære
Skal komme til at lee tilsidst.
Mig skjærme jo de ni Gudinder,
Hvem jeg hver Dag faaer Offer bragt;
Snart Labyrinthens Traad jeg finder
Ved dem mig huldt i Haanden lagt!”
Nu førte Onkel mig til Hesten,
Som han hver Aften reed en Tour;
Den stod i Porten stille, næsten
Saa livløs som en gammel Muur.
Men knap jeg kommet var til Sæde,
I Pels, med Hætten ned om Kind,
Langs Volden, ned ad Studiistræde
Den traved lystigt som en Vind.
Den vilde om i Nørregade,
Jeg tvang den ned til Rundetaarn;
Men her holdt Veiret just Parade,
Og værre blev det end tilforn.
Den lodne Hætte dækked Brynet;
Men Stormen hæved høit sit Hyl,
Og Sneen føg og blænded Synet
Og stak i Øiet som en Syl.
Vi var paa rette Vei tilvisse,
Vi ned ad Landemærket kom,
Fik Syn af Rosenborgens Spidse,
Til Venstre saa vi vendte om.
For nu langs Volden ned at ride
Og Østerporten snart at naae,
Jeg ændsed ei, til hvilken Side
Min Reises rette Maal vel laae.
Thi under al den Storm og Trængsel
Min Tanke underdanig lod
Sig ydmygt føre til det Fængsel,
Hvor hendes Navn paa Døren stod.
Saa kom vi da til Porten Begge,
Og det var just i rette Tid;
Jernstangen hørte jeg dem trække, —
Og Slaaens Hviin og Nøglens Vrid.
Rask ud af Portens Hvælving gik det;
Her Jord og Himmel stod i Eet,
Hist Bjerge, som fra Himlen skikket,
Her bart, som ei det havde sneet.
Nu saae jeg Ravelinens Træer,
Saa lod jeg trøstigt Dyret gaae
Og vade gjennem Sneens Bræer,
Og haabed snart mit Hjem at naae.
Da lod jeg ubekymret ile
Mit Hjerte til det ene Punkt,
Hvor kun det kunde finde Hvile
Og evigt være friskt og ungt.
Med Eet stod Jomfru Lise stille,
Hun hævede sin blide Røst
Og vrinskede, som om hun vilde
I vor Elende æske Trøst.
Jeg saae mig om, og jeg opdaged,
Vi var paa Nørrebro, ved Gud!
Jeg kjendte Porten, Væggen, Taget,
Og Tante Trine selv kom ud.
„Hvad bringer Dig til os saa silde,
Min Broder! ganske mod din Skik?
Du frygter dog ei for Mathilde?
Hun er jo ganske flink og qvik.”
Nu vidste jeg, jeg var i Havnen,
Og i min Glædes søde Ruus
Jeg trykked Lises Hals i Favnen, —
Mathilde var i Tantes Huus!
Af Hesten ganske sagte steeg jeg,
Som var jeg en halvgammel Mand,
Og op ad Trappen langsomt sneeg jeg
Mig, støtted mat til Rækkets Rand.
Men da jeg stod i Dagligstuen,
Hvor i Divan Mathilde sad,
Bestraalet klart af Lampeluen,
Og smiilte til mig kjæk og glad,
Hun raabte: „Men, Papa! hvor tør Du
I dette gyselige Veir —
Dig vove saadan ud? og bør Du
Forskrække os til Døden her?”
Da lod jeg Bjørnepelsen falde,
For hendes Fod jeg kasted mig,
Og af Olympens Guder alle
Var Ingen salig nu som jeg.
Men ængstlig reiste sig Mathilde,
Hun voved ei sit Syn at troe;
Hun hvisked: „Tante! det er silde,
Kom, lad nu strax os gaae til Ro!”
Men blidt tilbage holdt jeg hende
Og raabte ivrigt: „Seer ei Du,
Din Fader selv mig monne sende?
Du bryder intet Løfte nu!”
Og saa begyndte jeg min Melding
Om, hvad den Aften var passeert;
De hørte glade min Fortælling,
Som Glæden gjorde tidt forkeert.
Der blev en Undren og en Spørgen,
Der var en Raaben Nei! og Ei!
Og de velsigned Onkel Jørgen, —
De havde nær velsignet mig!
Jeg raabte: „Har jeg Seier vundet,
Jeg Lise takke maa saasandt;
Hvad neppe selv jeg vilde fundet,
Det gode Vanedyr mig fandt!”
Nu i Divanen blødt jeg hviled
Mig yndigt efter denne Dyst;
Min Fremtids Himmel huldt tilsmiled
Mig Fred og Lykke, Liv og Lyst.
Jeg saae i hendes Øine blide,
Thi jeg fik Lov at see derind;
Jeg kyssed hendes Haand, den hvide,
Og trykked ømt den til min Kind.
Hvor søde var ei hendes Blikke,
Hvor fristende den friske Mund!
Men, ak! jeg vovede det ikke,
Jeg nøiedes med Haabet kun.
Men Tante, over Bordet bøiet,
Da først al Undren var forbi,
Betragted os saa sært fornøiet
Og næsten ganske glad som vi.
Da seent jeg maatte Afsked tage,
Gav mig Mathilde selv sit Kors;
Glad kunde jeg til Hjemmet drage
Paa Onkels ædle, gamle Hors.
Jeg lod det med en Halmvisk gnide,
Jeg lod det sætte luunt i Baas,
Før selv jeg efter Midnatstide
Saae til, om Hvile kunde faaes.
Paa Søvn var der dog ei at tænke,
Dertil var Tanken altfor vakt;
Og kun et Blund sin lette Lænke
Fik af og til om Hjertet lagt.
Men da jeg vaagned næste Morgen,
Jeg jubled fast i Overmod;
Uveiret svundet var som Sorgen,
Og Solen blank paa Himlen stod.
Og i den kolde Luft, den klare,
Ei mindste Strømning føltes gaae;
Iiskroner alle Træer bare
Og kasted deres Skygger blaae.
I Onkels Pels, paa Lises Sadel
Jeg kneised nok saa stolt og kry;
En Ridder uden Frygt og Dadel
Drog ind jeg i den travle By.
Jeg Onkels Gaardskarl flyede Hesten,
Hans Pels jeg hængte paa en Knag;
Beklemt mit Hjerte skjælved, næsten
Som om jeg havde tabt min Sag.
Dog trods mit Hjertes Tremulanter
Jeg naaede Onkels Cabinet.
Han sad og ordned Diamanter
Paa rødt Papir med en Pincett.
Jeg takked for den gode Ganger,
Som trofast bar mig til mit Huus.
Han loe: „Den baaret har en Sanger,
Er altsaa nu en Pegasus!”
„Ja, Onkel! ja! et Digt skal blive
Min Natteflugt paa dette Dyr,
Den mig et fyldigt Stof skal give
Til ret et yndigt Eventyr!”
Han saae mig smilende i Øiet
Og sysled med sin rige Krands;
Ved Siden af ham stod jeg bøiet,
Fast blændet af dens stærke Glands.
„Du synes godt om disse Stene?” —
„Ja, men de har et guulligt Skjær;
Jeg har dog seet dem mere rene, —
Som for Exempel disse her!”
Og uden Omsvøb eller Væsen
Jeg tog Mathildes Smykke frem
Og holdt Etuiet ham for Næsen:
„Hvad synes, Onkel! Du om dem?”
Men jeg fortrød dog næsten dette,
Thi bleg han blev, den stakkels Mand;
Et Suk hans Hjerte maatte lette,
Han stammed svagt: „Hvordan — hvordan?”
„Vær rolig!” raabte jeg, „forsyndet
Har Ingen sig imod din Agt;
Det være festligt Dig forkyndet:
Mig har til Maalet Lise bragt!
Hun bar mig frem, hun fulgte Veien,
Som hun hver Dag var vant at gaae,
Og Skylden være maa din egen,
Hvis det en Brøde kaldes maa.
Jeg blev maskeret, som Du vilde;
Men Skjebnen var Dig altfor fin:
Din Rolle først jeg maatte spille,
Men saa — s spilte jeg kun min!”
— Jeg saae, han vreed sig svart i Vaanden,
Et Blus ham over Panden foer;
Saa slog han mig sin Haand i Haanden:
„En Mand en Mand, — et Ord et Ord!”
October 1867.