Jeg sidder her og seer
Mig mæt paa alt det Skjønne,
Mens Solen venligt leer
Til mig og til det Grønne.
Smaafuglene er med
At glædes og at nyde;
Fra Træets Grene ned
De muntre Sange lyde.
Selv Kragens hæse Røst
Er ganske smuk at høre,
Naar bare man har Lyst
Og et velvilligt Øre.
Nys aabned Dammen jo
Sin brede Mund, sin Sluse,
Som uden Rist og Ro
Man fjernt kan høre suse.
Men Dammen ligger end
Saa underlig, saa rolig,
Man kunde tænke den
En Hemmeligheds Bolig.
Og Gud maa vide, om
En Vandmand eller Nøkke
I gammel Tid ei kom
For her at boe og bygge.
Hen over Vandets Blaae
Der roer og svømmer Anden,
Den lokker sine Smaa
Og dukker flittigt Panden.
De røde Skyers Rad
Ret som i Dybet seiler,
Det brede Skræppeblad
I blanke Glar sig speiler.
Histovre staaer et Par;
De muntert sammen snakke.
Paa Arm en Glut hun har,
Og han en Stang paa Nakke.
De staae saa langt fra mig,
Han og den unge Pige,
At skjelne jeg kan ei
Et Ord af, hvad de sige.
Blødt favner hendes Arm
Den lille Møllerunge;
Hvor hendes Kind er varm!
Hvor flink er hendes Tunge!
Mens Møllehjulet faaer
Det klare Vand paa Skuldren
Og det i Dybet slaaer
Med Brusen og med Buldren,
Han sladdrer nok saa frisk
Og leger peent med Barnet;
Dog vist ei denne Fisk
Han lokke gad i Garnet.
Thi naar med „Dikkedik!”
Den Smaa han troer at more,
Jeg seer hans lune Blik
Paa Veien til den Store.
Hvor hendes Kind blev rød!
Hvor Øinene blev klare!
Hvad disse Tegn betød,
Vil man vel nok erfare.