Som en Trækfugl, der forsinket
Vipper paa de nøgne Grene,
Sidder jeg nu her alene,
Siden Du Farvel mig vinked.
Hvis en Telegraph man vidste,
Der fra Hjertet kunde bringe
Tanker, som sig ellers svinge
Tause og til Maalet liste,
Vilde Du hver Dagens Time
Venligt for dit venstre Øre
Faae mit Hjertes Ord at høre
Som en yndig Klokke kime.
Men den Traad er ikke spundet
Paa Maskiner eller Tene,
Som saa let os kan forene, —
Sligt er endnu ei opfundet.
Tankerne maae tyst jo skride
Gjennem Pennen; jeg maa lade
Hen ad Brevets blanke Blade
Dem, som Snegle, langsomt glide.
Og, lig Sommerfugle, bange
Flagre de foran hinanden,
Svinde flygtigt ud af Panden,
Før i Net jeg kan dem fange.
Derfor bliver ofte Brevet
Ikke det, som var besluttet,
Og jeg seer saa, heel betuttet,
Hvor forandret det er blevet.
Du maa tage da tiltakke
Med det Holdningsløse, Gale;
Hører Du end ei mig tale,
Hører Du mig dog at snakke.
Her er koldt endnu og Vinter;
Vaarens Ynde er kun ringe,
Brændemanden end maa bringe
Til min Ovn de tørre Splinter,
Over Torve, gjennem Stræder
Maa jeg som i Vinterkulden,
Hele Kroppen ganske ulden,
Slæbe paa et Lispund Klæder.
Haglen rasler paa min Rude,
Sneen falder fin paa Taget,
Ængstlig driver Skyen, jaget
Af den vilde Storm derude.
Træerne staae splitternøgne;
Droslens Sang er kun en Klage,
Thi den har ei gode Dage,
Hverken hellige eller søgne.
Men i Taalmods Vadmelskaabe
Maa man svøbe sig og sætte
Sig i Lænestol tilrette
For med Anstand der — at haabe.
Du maa ikke være bange,
At mit Fad og Kruus er tomme;
Det, som ei endnu vil komme,
Er mit Mod til nye Sange.
Altfor længe har jeg dvælet,
Og det er en farlig Vane
Saa at raste paa sin Bane,
Doven, døsig og forkjælet;
Thi, beslutter man saa atter
Tankevingen frit at hæve,
Faaer den os ei til at svæve, —
Saa man bliver fælt til Latter.
Nu lev vel! Paa dine Hænder
Trykker jeg, min søde Frue!
Hede Læber, — deres Lue
Kom fra Hjertet, — hvor det brænder!