Os drive Skjebnens Vinde
Fra Bo og til Bo,
Og aldrig kan vi finde
Enten Varme eller Ro.
Vi søger og vi leder
I By og paa Land,
Paa høie og lave Steder,
Saa flittigt som vi kan.
Vor Randsel tidt vi snøre
Og give os paa Vei,
Vi ride, gaae og kjøre,
Men Maalet naae vi ei.
Fra Sted til Sted vi dangled,
Men Intet var tilpas;
Der Noget var, vi mangled,
Og det var — et Compas.
Et godt Compas for Livet
Er en dyrebar Ting;
Hvem Himlen det har givet,
Tør vove raske Spring.
Det peger fast mod Norden,
Hvor der er koldt, og da
Er det jo i sin Orden,
Man holder sig derfra.
Det, uden Glas og Kikkert,
Kan vise vor Captain
Heel trofast og sikkert
Hver solvarmet Egn.
Og vor Captain er Du jo,
Forstandig, from og kjæk;
Du kjender ei til Skræk.
For Kummer, Savn og Fare,
For Skjebnens Lunespil
Os kjærligen bevare
Dit Hjerte gjerne vil.
Du veed, hvad Du kan gjøre
Til Alles Lyst og Gavn;
Du skal Compasset føre
Og føre os i Havn.
Og Himlen vil forbarme
Sig over al vor Nød
Og flytte os til Varme
Og ud af Kuldens Skjød.
En Havn med Sol og Stilhed
Vel aabner sig endnu,
Hvor aande kan i Mildhed
Dine Blomster — og Du!