Hvor Fensmark hæver sit Kirketelt
Med den røde Top imod Sky,
Og smiler over til Gisselfeld
Og til Vester-Egede By;
Og ned til Mosen, hvor Tørvene groe,
Til Broksø bag Skovens Hang,
I min Faders ydmyge Præstebo,
Der mødtes vi første Gang.
Og begge To var vi ganske smaa,
Men han var lodden og sort
Og blind, og kunde slet ikke gaae; —
Dog hans Barndom vared kun kort.
Thi da han fik Øinene rigtig op
Og Smag paa, hvad der var sundt,
Da trivedes rask hans krøllede Krop,
Og Alt blev buget og rundt.
En Sløikjole trængte han ikke til,
Ved Fødselen var han alt svøbt;
Og som han syntes ret from og snild,
Saa blev han da Balder døbt.
Et ædelt Hjerte han bar i Bryst,
Men kaad han var som en Laps;
At jage Lam var hans største Lyst, —
Det kosted ham mange Klaps.
Og skjøndt han var ægte, ærlig dansk,
Snart glubsk og snart igjen tam,
Det første Tydsk og det første Fransk
Jeg lærte saamæn dog ved ham;
Thi „couche! ici!” han maatte forstaae,
Før et Stegebeen blev ham undt;
Med mægtig Stemme han svarede paa:
„Allons! was spricht der Hund?”
Og naar Vinden drev mine Skibe bort
For langt fra Bykjærets Rand,
Han lystred mit ængstlige: „Such! apporte!”
Og bar mig Eskadren i Land.
Vi leged lystigt paa grønnen Eng,
Naar Sommerluften var luun;
Vi boltred os kjækt i den hvide Seng,
Opredt af Vinterens Duun.
Meer tryg end en Fyrste mellem sin Vagt
Hos min sorte Drabant jeg gik;
Hans Løve-Røst og hans Tænders Pragt
Holdt Alt i sømmelig Skik.
Saa blev vi da Venner i Liv og Død,
Med Frihed og Lighed i Alt;
Thi gav jeg ham ei af mit Smørrebrød,
Saa forstod han at dele halvt.
Jeg kjender ei Letsind større end hans,
Der hjalp hverken Børst eller Bank;
Og Krukken gik da saa længe til Vands,
Indtil den kom hjem uden Hank.
Det var ved Sorte-Søes flade Bred,
Min Fader og Moder de sad;
Selv strakte jeg mig i Græsset med,
Ak! — ung og lystig og glad!
De fletted af Siv et Baand til ham,
At ikke den gale Krabat
Skulde kyse Livet af flere Lam, —
Men see, om de fik ham fat!
Langtfra, med logrende Svands, stod han,
Det var da ret, som han loe:
Tidt saadan en Hund har bedre Forstand
End mangen Anden paa To.
Men da han samme Aftenstund
Ved Siden af Bordet sad,
Og stirrende slikked sig om sin Mund,
Og gjorde Kunster for Mad;
Da kom der en Smed med Lænken i Haand
Og trak ham til Porten afsted;
Han hyled og sled i det stærke Baand,
Og jeg — jeg hylede med.
Saa stod han der; — jeg besøgte ham tidt,
Og bragte ham Melk og Mad,
Og stundom selv, naar det regnede lidt,
Jeg krøb i hans Huus og sad.
Fra Hjemmet jeg drog. Lang Tid der gik,
Jeg saae ei min Ungdoms Ven;
Men da jeg ham atter for Øie fik,
Han kjendte mig ikke igjen.
Da græd jeg bittert, jeg hulked høit;
Men de, som just saae derpaa,
De loe; — thi det var dem altfor drøit,
Sligt kunde de ikke forstaae! —
Saa kom han da bort til et fremmed Land,
Hvor kun Faa ret kjendte hans Sind,
Hans Tapperhed og hans gode Forstand, —
Der blev han et useligt Skind.
Den lange Birthe med den skjæve Mund
Og det hexeagtige Blik,
Hun sparked med Træsko den fattige Hund,
Ihvor han saa stod og gik.
Kom Husets Smaa med en lækker Bid
Alt fra deres eget Fad,
Saa jog hun ham væk med Nag og Nid,
Og aad saa selv hans Mad.
Hans sorte, krøllede Pels blev graa,
Hans lystige Mod var brudt;
Saa blev han mager — knap kunde han gaae —
Saa syg — og saa blev han skudt!
Selv var jeg skudt saa mangen god Stund,
Men aldrig endnu tilgavns;
Ak, var jeg saa sandt, som den lodne Hund,
Fortøiet og vel tilhavns!