Saa maaneklar og stille
Laae Natten over Eng;
Jeg satte mig ved Kilde,
Og stemte der min Stræng;
I Skovens Skjød
Dens Tone lød
Og vakte Hjorten vilde,
Som laae paa Blomsterseng.
Du Skovens lette Dandser
Med ranke Hals og Been,
Stryg Duggen af dit Pandser,
Iil over Busk og Steen!
O, spring afsted,
Tag Budskab med
Til hende, som sig krandser
Med Skjønheds Rosengreen.
Du lille Fisk, som sover
Paa Kildens klare Bund,
Stig op i dine Vover,
Vaagn op nu af dit Blund,
Og svøm afsted,
Tag Budskab med
Og siig, hvad jeg ei vover
At sige med min Mund.
Du spæde Fugl, du smukke,
Som ligger luunt og blødt
Høit i din lille Vugge,
Og sover tæt og sødt;
Vaagn op, og stræk
Din Vinge kjæk, —
Snart har ved mine Sukke
Mit Hjerte sig forblødt.
Du Muus, som trygt kan bygge
Dybt under Egens Rod,
Kom frem i Nattens Skygge
Alt paa din spæde Fod!
O, løb afsted,
Tag Budskab med,
Og for mit Hjertes Lykke
Vov selv dit unge Blod.
Forlad de dunkle Gange,
Du blanke, sorte Snog,
Og lyt til mine Sange, —
Du er jo snild og klog;
Kryb snel og svai
Paa Hendes Vei,
Som aner ei, hvor bange
For hende Hjertet slog.
Du lette Sky, du hvide,
Som paa det stille Blaae
Saa sagtelig mon skride
Med Maanens Sølvbræm paa:
O iil, fortæl,
At her i Qvæld
Du saae min Taare glide
Som dine Perler smaa!
Og ved min Fedels Tone
Hiint hemmelige Ord,
Som skal min Qval forsone,
Med Suk jeg dem betroer;
Og Musen løb,
Og Snogen krøb
Og over Egens Krone
Guldvinget Fuglen foer.
Den Fisk i blanke Vrimmel,
Den Hjort blandt sine Lam,
Den Sky paa Nattens Himmel
Mit stærke Ord fornam;
Og Hjorten sprang,
Og Skyen svang
Sig bort, og fra sin Stimmel
Den Skjælbedækte svam.
Der sad jeg, taus, alene, —
Jeg hørte Hjertets Slag;
Bag fjerne Fjeldes Stene
Sank Maanen bleg og svag;
Og, som den veg,
Frem Solen steg,
Og fra de grønne Grene
Mig vinked Haabets Flag.