„Stands og svar nu paa min Tale,
Du, som svoer mig Troskabs-Eed,
Som har tjent i mine Sale,
Og mig fulgt, naar ud jeg red;
Du, hvem jeg har lært at fægte
Saa for Alvor som for Skjemt;
Du, hvis Hjerte for det ægte
Ridddersind jeg vilde stemt;
Du, som bar mig Skjoldet, Landsen
Til den vilde Kampens Dyst;
Du, som fulgte mig, naar Dandsen
Vinked os til Livets Lyst:
Siig, hvi har du dig formastet
Som af Trolddom brat berørt?
Har dig Ærens Gud forkastet,
Og en Djævels List forført?
Var min unge Hustrues Øie
Dig en Lygtemand, der vild
Over Moser, Dale, Høie
Lokked dig med snedig Ild?
Har din gode Engel sovet,
Da du gik det første Skridt
Og saa frækt begjære voved,
Hvad mig Himlen gav som Mit?
Uden Hende, siig, hvad ændsed
Paa den vide Jord din Aand?
Naar du hende Viin credentsed,
Rørte Din ei hendes Haand?
Bar du ikke hendes Sløife
Hemmeligt omkring din Arm?
Saae jeg dine Blik ei strøife
Glødende til hendes Barm?
Hvad var det for Ord, du mæled,
Saa hun sittred bly derved,
Hist paa Jagten, da du knæled
Og fra Hest hjalp hende ned?
Siig mig, hvem i Aftes silde
Fulgte du til dunkle Lund?
Var det i den kolde Kilde,
At du læsked der din Mund?
Plukked du af Roser røde?
Eller Liliens hvide Skaal? — —
Viid det, Een af os skal bløde,
Her er sat det sidste Maal!
Ung er du, jeg graa og gammel,
Men en Dyst jeg vover end;
Luften blier mig giftig-vammel,
Skal med dig jeg dele den.
Dybt i Taarnets skumle Gjemme
Kunde jeg, med Ret og Skjel,
Lade Øglens Ringe klemme
Af dit Bryst den sorte Sjæl.
Men jeg vil, at vi skal stande
Jævnbyrds for hinandens Sværd;
Og jeg vil, at du skal sande,
Jeg var mere Troskab værd.
Marv endnu min Arm besidder!
Kast din Kappe, knæl paastand,
Og stat op igjen som Ridder
Og forsvar dig som en Mand!”
— Lige stramt var spændt hver Senes
Baand om Begges pinte Barm;
Hadet hærdede den Enes,
Kjærlighed den Andens Arm.
Begge faldt; men førend Livet
Svandt, den Unge hvisked tyst
Til den Gamle, skarpt, som Sivet
Hvisler ved en øde Kyst:
„Hende tog du, skjøndt du vidste,
Min Trolovede hun var.
Nu, før dine Øine briste,
Nyd den Frugt, din Lumskhed bar!
Svinde skal din drømte Lykke,
Ha, fortvivl og tag din Løn:
Viid, din Borg, dit Vaabensmykke
Arve skal i Dag min Søn!”