Der var i længst forleden Tid
En Drot, retfærdig, klog og blid.
Til Folkets Trøst, til Herrens Ære
Sit Kongespiir han monne bære.
Han i sit Hjertes Helligdom
Var som en Helgen reen og from.
Hvad Oltids dunkle Sagn os melde
Om ham, jeg Eder vil fortælte.
Den unge Drot var draget ud
At søge sin forsvundne Brud.
Den skjønne kongelige Mø
Var kommet hid fra fjerne Ø.
Trygt over Hav og salten Vand
Hun naaede til sin Brudgoms Land.
Alt var beredt til Jubel stor —
Da svandt paa een Gang hendes Spor.
Med Fruer, Frøkner, Riddersmænd
Hun som af Storm var veiret hen.
I Folkemund var talt og sagt
Heel Meget om en hemmelig Magt,
Som lured hist blandt vilde Fjelde
For Korsets stærke Banner did
Den flygtet var i fordums Tid;
Og Alt, hvad der i Landet skeete
Af Ondt, man troede, den beredte.
Med Hjelm og Skjold den ædle Drot
Forlod sit kongelige Slot.
Ham fulgte mangen trofast Mand
Og hjalp ham søge trindt om Land.
De forsked, fritted ufortrøden,
Men Rygtet selv var taus som Døden.
En lummer Dag han træt sig ned
I Græsset lagde ved Kildens Bred.
Den risled frisk i dyben Dal
I steile Fjeldes Skygge sval.
Rundt om ham leired sig hans Helte
Med Skjold paa Arm og Sværd ved Belte.
I Ly for Middags-Solens Varme
Tog Søvnen dem i sine Arme.
Og Alle slumred trygt en Stund
Omsuste af den svale Lund,
Mens ved den ædle, levende Skandse
Een Knægt stod Vagt kun med sin Landse.
Med Eet foer Kongen fra sit Stade,
Stærkt raslede hans Pandserplade,
Saa alle Kjæmper sprang op fra Jord
Og ventede paa Drottens Ord.
Men Kongen dvæled, som sin Tanke
Han vilde først i Sindet sanke.
Han støtted til en Stub sin Lænd
Og talte saa til sine Mænd:
„Jeg, som I saae, var dybt og stille
Indslumret her ved denne Kilde.
Da drømte jeg, at, mens I sov,
Jeg vandred i en uhyre Skov.
Jeg, løb, det fasteste jeg kunde,
Igjennem dunkelgrønne Lunde,
Og snart jeg naaede i min Drøm
Til Bredden af en vældig Strøm.
Jeg voved ei at svømme over,
For voldsomt bruste Strømmens Vover.
Jeg rastløs løb frem og tilbage,
Men kunde intet Vad opdage.
Med Eet en Bro af Staal jeg saae,
Som blank hen over Dybet laae.
Da skyndte jeg mig, kan I vide,
Og naaede snart den anden Side.
Her voxte Bregner fjern og nær
Langt høiere end Palmetræ’r.
Imellem svære Klippeblokke
Der vrimled Dyr i store Flokke.
De løb saa vims; i høie Bjerge
De havde Bo, som travle Dverge;
Og andre Dyr, uhyre store,
Med Klo og Tand imod mig foere.
Men saae de Korset paa min Kappe,
Saa flyede de paa Fødder rappe.
Tilsidst en Klippevæg jeg øined,
Langt over Sky dens Tind sig høined.
Fast stod min Hu, derind jeg maatte,
Jeg brugte al den Kraft jeg aatte.
Jeg sprang imod, saa haardt jeg evned,
Den graae Granit med Bulder revned.
Ind gjennem mørke Klippegange
Jeg snoede mig, ret som en Slange.
Tilsidst en hvælvet Hal jeg saae,
Hvis Loft mit Blik ei kunde naae.
Der fandt jeg Hende, som mit Hjerte
Med Længsel søger og med Smerte.
Min Brud og alle de Forsvundne
Sad der i Trylleslummer bundne.
Tilbage drog jeg, for at faae
Mit Sværd og mine Vaaben paa.
Den samme Vei jeg tog igjen,
Paa blanke Bro jeg iled hen.
Jeg vilde gribe til mit Sværd, —
Da vaagned jeg og fandt mig her.
See nu! min gyldne Ring jeg byder
Og det var Ridder, det var Svend,
De faldt i dybe Tanker hen;
Men Ingen var der, som forklared
Den Løndom, Drømmens Dyb bevared.
Da traadte frem, hel uforsagt,
Den unge Svend, som nys holdt Vagt:
„Her staaer jeg, Drot! og er beredt
At sige dig, hvad jeg har seet.
Dog love du, hvad end kan hændes,
At ei din Harm mod mig optændes.
Dengang du sov med dine Mænd,
Stod jeg og stirred paa dig hen.
Da see! frem af din Mund der krøb
Et lidet Dyr, som hurtigt løb.
Som Vintersneen hvidt og puurt
Det sprang imellem Græs og Urt.
Det var saa blødt som Hermelin,
Dets Øie klart, og Foden fiin.
Over dets hvide Ryg der stod
Et Kors, rødt farvet som med Blod.
Men da det kom til Kildens Rand,
Det standsed ved dens klare Vand.
Jeg saae, det vilde gjerne over,
Men skræmmedes af Bækkens Vover.
Da lagde tyst jeg Sværdet ned, —
Det rakte just fra Bred til Bred;
Og flink paa Værgets blanke Klinge
Jeg saae det lille Dyr at springe.
Imellem Bregner det sig snoede,
Som yppigt hist i Krattet groede.
Imens jeg end det kunde skue,
Løb det forbi en Myretue.
To Væseler imod det kom,
Men som i Skræk de vendte om.
Ved Fjeldet hist, ad denne Kant
Med Eet det for mit Blik forsvandt.
Dog kun en føie Stund derefter
Kom det igjen af alle Kræfter.
Det atter brugte Klingen da
Som Bro, og svandt, — hvor det kom fra!”
Den unge Konge stod forfærdet
Og støtted sig en Stund til Sværdet.
Han drog det ud og raabte: „Her
Vi stande vistnok Maalet nær!”
Han valgte sex af sine Mænd,
Den syvende var den unge Svend.
Kun Sværd og Hjelm og Skjold de bare,
Det var saa faver en Ungdomsskare.
Med dunkle Haar, med Ild i Blik
De ranke gjennem Skoven gik.
Og da de kom til Fjeldets Muur,
Høit blæste Kongen i sin Luur.
For Skjoldets Kors og hellige Mærke
Sig aabned brat de Klipper stærke.
Ind i den mørke Bjergets Gang
De Kjæmper traadte med Bøn og Sang.
Syv Timer blev de kun derinde;
Da kom de med den skjønne Qvinde.
End var hun deilig, men saa bleg,
Og som en falmet Lilie veeg.
Men Kongen og hans Mænd at see
Det var et Under og en Vee!
De havde lidt og stridt og seiret;
Men deres Ungdom var henveiret.
Den svære Dyst de havde havt,
Brat havde knækket deres Kraft.
De krumme gik, som Gubben gaaer,
Sneehvidt var deres Skjæg og Haar.
Det aldrig Nogen blev bekjendt,
Hvad dem i Bjergets Dyb var hændt.
Hiin Rædsel, hiin uhyre Smerte
De gjemte dybt i deres Hjerte!
Syv Døgn derpaa de Drotten bare
Til Jorden, samt hans lille Skare.
Omkring hans Grav i Dødens Have
Der hæved sig syv andre Grave.
Men i de skumle Fjeldes Skygge
Lod Enkebruden et Kloster bygge.
Med fromme Nonner der i Chor
Hun priste Herrens Naade stor.
Syv Aar hun fasted, bad og sang, —
Da endtes hendes Pilgrimsgang.
Ved Drottens Side blev Støvet lagt,
Af Engle Sjælen til Himlen bragt.
Paa Jorden i helligt Eftermæle
De leved længe; men deres Sjæle
I Evigheden smelted sammen.
Did, Herre! led os naadigt. Amen.