Snart brister nu den svære Lænke,
Snart seirer nu den blege Død;
Snart skal mig hist paa Valhals Bænke
Valkyrien i Hornet skjenke
Af Evighedens stærke Mjød.
Jeg sank jo, som en Helt mon sømme,
Med femten Saar foran paa Bryst;
Med Smil jeg seer mit Blod at strømme,
Thi femten faldne Fjender drømme
Med mig om Livets endte Dyst.
Farvel, min Hund! i dunkle Skove
Du sporer snart en Andens Jagt;
En Anden følger Du til Hove,
Og for en Anden vil Du vove
Din Pels i Faren uforsagt.
Min ædle Falk! snart Du adlyder
En anden Herres Lokkerøst,
Ham vil Du lystre, naar han byder,
For ham Du gjennem Luften flyder
Og slaaer Din Klo i Heirens Bryst.
Min Ganger! snart Din Hov vil lære
At ledes af en Andens Arm;
Paa stolte Ryg Du vil ham bære
Til Seier eller Død med Ære,
Tvert gjennem Kampens Drøn og Larm.
Mit Skib! som hist i Bugt sig speiler,
En Anden griber snart Dit Styr;
Med ham Du kjekt paa Bølgen steiler,
Naar ud fra Hjemmets Havn han seiler
Og søger raske Eventyr.
En Anden age vil min Kærre,
Min Borg vil faae en anden Drot,
Min Sanger selv en anden Herre,
Og Alt vil tjene ham, desværre!
Med samme Troskab — Stort og Smaat.
Kun Eet jeg veed, som Ingen fanger
Ved Vold, ved Smiger eller List;
Som vel opveier Falk og Ganger
Og Hund og Skib og Slot og Sanger —
Det sender jeg Farvel tilsidst.
Og det er Hende, som vil græde
Sig Øiets klare Stjerner ud,
I Graad de blonde Lokker væde.
Og kun med Sorg sin Vandring træde,
Det er mit Hjertes Blomst — min Brud!
Nu faldt for Blikket Nattens Dække:
Jeg føler Dødens klamme Dug!
O, kunde jeg min Haand Dig række,
Mit Hoved ved Dit Hjerte lægge
Og der udaande dette Suk. — —