Hvorhen vi gaae, i Dal, paa Høie,
I Skov, ved Sø, til hver en Kant
En Skjønhed lukker op sit Øie.
Vi aned ei, da inden Vold og Muur
Os Regnen holdt bag lukket Rude,
At en saa smilende, saa rig Natur
Os skulde favne ømt herude.
De kan begribe, med hvor lange Drag
Vi suge ind dens friske Sødme,
Fortroligt færdes vi med den hver Dag
Fra Morgen indtil Aftenrødme!
Men midt i al den Rigdom, maa De troe,
Vi sende tidt — jeg tør ei lyve —
Vor tause Tanke hist til Vesterbro
Hos Dem og Carl i Numer syv og tyve.
Paa denne Dag især, da vist et Lag
Af Børn og Venner Dem omringer
Med glade Smil og Ord — paa denne Dag
Jeg sender ogsaa lidt, som klinger.
Thi, ak! til denne Fest i Deres Hjem,
Hvor De som Dagens Dronning throner,
Jeg intet andet har at byde Dem
End Harpeklang og Sangens Toner.
Et „Længe leve” faaer De fra mig blot;
Ei sandt? her er dog godt at være,
Naar man kan leve fredeligt og godt
Med Gud, sig selv og sine Kjære.
Fra Hende har jeg og en Hilsen, varm
Som den fra Søsterhjertet strømmer,
Og finder Gjenklang i en Søsters Barm,
Hvor fælleds Ungdomsminder drømmer.