I Marmorhal, ved Lamper klare,
Paa Hynderne langs breden Bord
Laae leiret et bekrandset Chor
Af Ynglinge, mens rundt en Skare
Hetærer dem den Gud frembare,
I hvem al Sorgens Glemsel boer.
Hvor stærkt de sorte Øine straaler!
En Duft igjennem Hallen gaaer
Fra Roserne om blanke Haar
Og fra de druefyldte Skaaler,
Hvori en yndig Haand tilmaaler
Hiin Lægedom for Hjertets Saar.
Sødt Fløiter tone, Strænge bæve,
Og, hyllet let i flygtigt Flor,
En Række Dandserinder snoer
Sig ind i Salen, mens de svæve
Med Sangens Flugt og siirligt hæve
En fyldig, broget Blomstersnor!
Midt i Symposiets den hulde,
Begeistret høie Jubellarm,
Der hviler taus, men glad og varm,
Simonides med tankefulde,
Med dybe Blik, som flux han skulde
Til Lyren strække hen sin Arm.
Han ryster Lokkerne, de rige,
Fra Panden, mens i Hjertets Grund
Med smilende, forklaret Mund
De Billeder, som trindt fremstige,
Han gjemmer snildt, og tømmer lige
Sin Patera til klaren Bund.
Men snart Begejstrings vilde Ranke
Kan til sin Skjønheds Grændse naae;
Din søde Flamme, Bacchus! maa
Formæles med en ædel Tanke;
Hvis ei, den bryder Gratiens Skranke,
Formastelig og fræk og raa.
I Festens Hal de kaade Svende
Har alt den lave Bærme smagt,
Hvori den skumle Gift er lagt.
De stamme, — deres Øine brænde, —
Forsmædelige Raab de sende
Imod Olympens høie Magt.
Den rige Sol, den rene Maane,
Hver Magt, som Guddoms Navn har havt,
Ja, Himlens Lyn, selv Rankens Saft,
Og Jorden, Bølgerne, som blaane,
Afsindigt deres Tunger haane,
Hovmodende paa egen Kraft.
Da hæver sig den skjønne Sanger,
Han harmfuld griber sig om Skjæg,
Tilside slaaer han Kappens Læg
Og kneiser som en ædel Ganger,
Idet med nøgen Arm han langer
Sin gyldne Lyra ned fra Væg.
Med Ild han frem for Bordet træder,
Og ret af Hjertets dybe Trang
Til Melodiens kjække Gang
En prægtig Hymne høit han qvæder; —
Til Guders og Gudinders Hæder
Frem strømmede hans rige Sang!
De milde, evigglade Guder
I værdig Glands han stiller frem;
Men ubarmhjertig, bitter Dem,
Der haane Himlen, han bebuder,
Hvor Hunden ved Cocytus tuder,
Et evigt, rædsomt Dødens Hjem.
Lig stumme, strenge Offerpræster,
Der, dybt begeistred’ af en Gud,
Staae lyttende til Varslets Bud,
Hans klare, stærke Øine fæster
Sig paa de trodsig tause Gjester,
Hvis frække Ild ei slukkes ud.
De lee: „Ei! see, hvor han kan fægte!
Vil Ingen hjelpe ham i Kamp?
Herakles ei, den svære Tamp?
Hans Kølleslag er jo saa ægte!
Ei Ledas Børn, de tappre Knegte?
Nei — Alle kun er Dunst og Damp!”
Da nærmer sig en Træl og vækker
Med Budskab ham, at tvende Mænd
Ved Døren vente deres Ven.
Sandalen Sangeren han rækker
Og den Hensjunkne sagte trækker
Ved Kappen til Portalet hen.
Han træder ud. Med lange Landser
To Ynglinge paa Torvet staae;
Og som han nærmer sig, de gaae
Fremad i sølverhvide Pandser; —
Knap troer han sine egne Sandser,
Og føler Hjertet ængstligt slaae.
Han dvæler, — deres Fjed de sinke, —
Han iler, — hvilken selsom Færd!
Naar han sig troer dem ganske nær,
Saa staae de atter fjernt og vinke,
Mens over deres Hjelme blinke
To Stjerner med et hvidligt Skjær.
Med Eet de vende sig og sænke
De blanke Spyd med Odden did,
Hvorfra de Skrig end trænge hid,
Som Guders Glands og Hæder krænke
Og mere snelt, end man kan tænke,
De svinde som en Taage hvid!
Og som han da sit Øie hefter
Paa Huset, hvor i vilde Lag
Han nys har ført en hellig Sag,
Han seer, dets Piller give efter,
De vige for useete Kræfter —
Og Taget synker med et Brag!
Med Skræk og Rædsel maa han skue,
At ei een Sjel undsluppet var.
Sin Tak han inderligt frembar
For Himlen, paa hvis dunkle Bue
Stod Dioscurers Tvillinglue
Og smilte dobbelt reen og klar!
— Den Sanger Guderne beskytter,
Der from sit Offer dem faaer bragt,
Og ved sin Stemmes stærke Magt
Det Jordiske til Himlen knytter;
I Sjelens inderste Adyter
En Guddomsflamme staaer som Vagt.