Vækker Solen Dig hver Morgen?
Solen med det glade Blik?
O, saa lad den drukne Sorgen
I sin klare Luedrik!
Lad dens rene Straale strømme
Kraftigt til Dit unge Bryst,
Og lad alle mørke Drømme
Skiftes om til Liv og Lyst.
Mægtig gaaer den jo sin Bane,
Ændser selv ei, hvad den gav,
Vinker os med Haabets Fane
Bort fra svundne Glæders Grav;
Bort til andre milde Egne,
Hvor et andet Foraar boer,
Og hvor Nutids Blomster segne,
Planter den en Fremtids Flor.
Lyset — Haabets rige Amme,
Kjærlighedens Element,
Som sin underfulde Flamme
Til Dit Hjerte og har sendt;
Straale skal med evig Varme
Alt, hvad der er stort og rigt,
Favne Dig i sine Arme
Kjærligt, kraftigt, inderligt.
Fjerne skal det Kolde, Dunkle,
Som sig paa Din Vandring fandt,
Og med dobbelt Lue funkle
I Dit Hjertes Diamant!
Og naar da Dit Hjerte bæver,
Luttret, i forklaret Lyst,
Naar en Himmels Aande svæver
Om Dig, fuld af Mod og Trøst;
Hæv da Dine rene Hænder
Op til Bøn for Ham og Dig,
Og naar høit Din Andagt brænder,
Tænk da ogsaa lidt paa mig!