Han kom til min Moders Bolig
Og bankede paa;
Jeg var kun et Barn, og saa rolig,
Da først jeg ham saae.
Som Foraarets Himmel min Tanke
Var skyfri og smuk;
Mit Hjerte forstod ei at banke
Og kjendte ei Suk,
Begeistret og ung var han ikke,
Ei deilig og kjæk;
Hans sære, alvorlige Blikke
Selv voldte mig Skræk.
Og dog — hvad var det, der listed
Sig dybt i mit Bryst?
Hvad var det, som lokked og fristed
Med smertelig Lyst?
Hvad var det, der lønligen væved,
Usynligt og let,
Men fast om mit Hjerte, der bæved,
Et hemmeligt Net?
Hvad var det, der maned og bandt mig
I Trolddommens Kreds,
Hvor — ubevidst — jeg jo fandt mig
Saa salig tilfreds? —
Han kjendte den Trolddom, han øved,
Han vidste, hvorved
Han daared mit Hjerte og røved
Min barnlige Fred.
Jeg aned hans iiskolde Hjerte,
Men — kald mig kun svag! —
Den søde Tvivl med sin Smerte
Var just mit Behag.
Og da mig ret Livet var blevet
Et huldt Sværmeri,
Blev pludseligt Dækket bortrevet, —
Min Drøm var forbi!
Jeg saae, at ham førte tilbage
En hemmelig Magt;
Jeg saae om hans Øie sig drage
En Sky af Foragt —
Foragt! — og jeg aned jo ikke
Min Brøde og Brøst;
Omsonst i hans rolige Blikke
Jeg søgte lidt Trøst,
Jeg gransked og speided mit Indre,
Mens Taarerne randt;
En Vished, som vilde mig lindre,
Dog ikke jeg fandt.
Han fjerned sig sindig og rolig
Med høflig Maneer;
Tilsidst i min Moders Bolig
Vi saae ham ei meer.