Der staaer et Træ paa grønne Kyst,
Der sad vi mangen Stund
Med Haand i Haand og Bryst mod Bryst,
Fortroligt Mund paa Mund.
Vi plukked Rosen, rund og rød,
Dertil den Lilie skjær,
Den blaae Viol i Græssets Skjød —
Hver til sin Hjertenskær.
Og Hun var from, og hendes Ord
Steg som fra Himlen ned;
Min Verden blev saa smuk og stor,
Hver Stund en Evighed. —
Der staaer et Træ ved Havets Bred,
Nu visnet er dets Blad.
Der saae jeg, Skibet fløi afsted,
Hvorpaa min Elskte sad.
I det uendelige Blaae
Forsvandt det hvide Seil,
Forladt og eensomt øde laae
Det store, dunkle Speil.
Den vilde Falk to Vinger har,
Høit flyver han med dem;
Delphinen gjennem Bølgen klar
Som Lyn sig flyder frem.
Men eensom jeg maa staae paa Strand
Og stirre taus mod Sky;
Og kun min Tanke flyve kan
Hen til den fjerne By. —
Der staaer et Træ ved Havets Strøm,
Nys slumred der jeg ind;
Da havde jeg en bitter Drøm
Og Taaren randt paa Kind.
Jeg saae, Hun stod i Brudedragt
Med Krands og Ring og Baand;
Og hendes hvide Haand blev lagt
Udi en Andens Haand.
Farvel, min Mø! nu Dagen svandt,
Farvel, min Mø! god Nat!
Nu brast det sidste Baand, mig bandt,
Hvis du mig har forladt.
Hvad hjelper det, min Gangers Trav
Er rask og rap dens Fod?
Den traver ei paa dyben Hav
Og ei paa striden Flod.
Hvad hjelper det, min Hund er snild
Og hurtig, som en Vind?
Den jager ei min Due vild
Til Reden atter ind.
Hvad hjelper det, jeg Harpen slaaer
Og drikker klaren Viin?
Jeg aldrig, aldrig skue faaer
Meer Allerkjæresten min!