Og da mit Hjerte saa var dødt, og stille
Det nedlagt var i Brystets Sarkophage,
Paa Kistelaaget Sorgen sad tilbage,
Den stirred fælt med sine Blik, de vilde;
Men bort fra Stedet vandrede den lille,
Den kjære Flok af mine Glædesdage,
Som sortindhyllet og med Vemodsklage
Paa Graven havde tømt sin Taarekilde! —
Da lod et sødt: Vaagn op! — Og Sorgen flyede,
Det kom fra hende, som jeg ikke nævner,
Fra hendes Øines Straaler Dagen gryede;
Op kraftigt Hiertet foer af Dødens Dvale,
Livets Kamp det atter freidigt stævner,
Og hver dets Daad skal kun om hende tale.