Under Granens mørke Grene
I min Faders Urtegaard
Tæt ved Kirkemurens Stene
Sidder jeg saa tidt alene
I den faure, grønne Vaar.
Naar saa Solens Flammelokker
Dukke ned bag Høi og Krat,
Helligt klinge Taarnets Klokker,
Linden mildt i Vinden rokker
Med sin brede Skyggehat.
Over Nattens høie Himmel
Vandrer Maanen, klar som Guld,
Og bag Taagens matte Strimmel
Dynes mig, at Stadens Vrimmel
Vinker mig saa underfuld.
Nattergalen slaaer sin Trille
Uskyldsreen og veemodstung;
Ak! hvi kan jeg, skjøndt jeg vilde,
Ei de dybe Sukke stille?
Jeg er dog saa frisk og ung!
Anelser og Ungdomslængsel
Fylde underligt min Barm,
Hjertet banker i sit Fængsel,
Bittre Fryd og søde Trængsel
Farver Kinden luevarm.
Taaren perler i mit Øie,
Og den er saa tung og stor,
Over Mark og Dal og Høie
Iler veemodsfuldt mit Øie,
Og jeg veed ei ret, hvorfor?
Dog jeg troer: bag Fremtids Dække
Staaer en Scene, lys og fri,
Friske Blomster vil den række,
Længslen dysse, Glæden vække
I sin fulde Harmonie.
Und mig da den sære Glæde,
Sukket skaber i mit Bryst;
Mens min Længsel er tilstede,
Lad dens Dug kun Rosen væde,
Disse Taarer er min Trøst.