Til Faun mig Himlen skabde;
Mit første Legetøi
Var Bægret, Bacchus tabde, —
Det ned fra Skyen fløi.
Et Viindrublad var Vuggen,
Hvor man mig slumre lod;
Jeg drak ei Mælk, men drukken
Jeg died Druens Blod.
Min første Mad og Føde
Det var et Viinbærs Korn;
Da frem af Panden skjøde
Som Staal de unge Horn.
Og dygtigt med dem begge
Jeg stanged Blødt og Haardt,
I Tjørne og i Hække,
Men aldrig kom jeg tilkort.
I Krat jeg Nymphen nødte
At lade vort Bryllup staae, —
Og dengang saa hun fødte,
Da var det Fauner smaa. —
Det var i gamle Dage, —
Nu er jeg mat og tam,
En Viinsæk jeg vilde drage,
Har gjort min Hofte lam.
Da skar jeg mig til Støtte
Af Rankens Træ en Stav,
Ved den jeg mig vil støtte
Paa Veien til min Grav.
Som Monument paa Banken
Skal Gudens Bæger staae,
Og Vinens Ven af Ranken
Sit Taareoffer faae.