Laura Jensen
fød Lytthans
fød Lytthans
Nu hviler hun i Høien hist,
Hvor Linden end med nøgen Qvist
Mod Himlens Bue peger;
Hvor sorrigfulde Minder staae,
Mens i de spæde, grønne Straae
Den milde Vaarvind leger.
O, dette Hjerte slumrer sødt!
Træt har det sukket sig — og blødt
I Livets Sorg og Møde;
Dog kjæmpet har det jo med Mod,
Og farvet med sit bedste Blod
Sig Livets Roser røde.
Men det var træt og det var mat,
Det længtes efter Ro og Nat —
Nu har det Søvn og Hvile!
Til Alt, hvad det har følt og lidt
Og haabet, savnet, tør det blidt
I Fred forklaret smile.
Snart dækker sig med Løv hvert Træ,
Snart sover hun saa luunt, i Læ
For alle barske Vinde;
Og Blomsterne i Vaarens Tid
Velsignende vil stimle hid
Til deres troe Veninde.
Til hendes stille Leiested
De tage tusind Minder med, —
De bittre og de ømme;
Og hun skal gjensee mangen Stund,
Forglemt, forsvundet, — ak, men hun
Vil see dem huldt i Drømme.
Thi Alt, hvad her var tungt af Jord,
Er luttret hist, hvor nu hun boer,
Selv Smerten staaer forklaret;
Men al sin Kærlighed til dem,
Der græde nu i hendes Hjem,
Har trofast hun bevaret.
Saa deilig, som hun var i Vaar,
Nyfødt hun for Gudherren staaer
Med hvide Englevinger;
Udløft af Jordens Fangebaand
Med Palmen i sin fine Haand
Velsignelse hun bringer.
Velsignelse til dem, de Smaa,
Der længselfuldt i hver en Vraa
Den søde Moder savner;
Velsignelser til ham, hvis Bryst
Kan aldrig — aldrig finde Trøst,
Før hist han hende favner! —
— Men Droslen høit i grønne Lind
Vil synge ret med venligt Sind
Ved hendes Sovekammer;
Den synger — ak, den ønsked kun
At døve, for en flygtig Stund,
O, Liv! Din bittre Jammer!