Jeg takker dig, Du Søde!
Velsignet og kjær
Du bragte mig de røde,
De friske, vilde Bær;
Du tænkte paa mig lille
Forsørgede Kræ,
Som her maa sidde stille
Langt — langt fra Busk og Træ.
Med tørstigt Næb jeg nipped,
Og frydefuld og glad
Fra Pind til Pind jeg hvipped,
Hvor før jeg sorgfuld sad.
Da dæmred for mit Øie
Min milde Ungdomsdrøm,
Jeg fløi langs grønne Høie
I Luftens lune Strøm.
Jeg var som født beruset,
Og klart min Stemme klang,
Saa hele Snedkerhuset
Igjenlød af min Sang.
I Qvarter og i Qvinter
Sprang mine Toner, saa
Den norske Mand og Winther
De undredes derpaa.
Vel veed jeg, at dit Hjerte
Har ingen anden Id
End dulme Andres Smerte
Og gjøre sorgen blid.
Men — at Du kunde bære
Min Sorg udi dit Bryst,
Det skal for evigt være
Min Tankes bedste Lyst!