Gaaer jeg i Skov ved Vaarens Tid,
Og Dagen ret er luun og blid,
Mig svæver huldt i møde
En Strøm af Duft fra Urt og Blad,
Naar vaagnende i Duggens Bad
Af Solens kys de gløde.
Den trænger sig til Hjertet ind
Og vækker i mit stille Sind
Hensvundne Tiders Billede,
Og mangt et Minde, som laae gjemt
I sjælens Dyb, og næsten glemt,
Staaer klart for Øiet stillet. —
Den Gave, som ved Vintertid
En Venlig Haand mig sendte hid,
Den eied Vaarens Kræfter;
Den vakte af min Tankes Skjul
Eet minde fra min Barndoms Juul,
Og tusind fulgte efter.
En Trolddom, ja! — men god og from,
Som den fra Deres Hænder kom,
Jeg lod den trøstigt virke:
Jeg saae den stille Præstegaard,
Hvor Barndoms Mindeblomster staaer,
Jeg saae den gamle Kirke.
Og for mit indre Syn gik frem
En velkjendt Billedkreds af dem,
Som vandred bort til Freden,
Og blandt dem alle Hun, som bar
Mig ved sit Hjerte, og som var
Min gode Aand herneden.
Vær takket da for dette Syn,
Der foer mig som et Tankelyn
Til Sjælens Dyb fraoven;
Det alt fra Deres Gave kom,
Der eied samme Kræfter, som
Vaarblomsterne i Skoven!
Til deres Huusbond og til Dem
En venlig Hilsen sendes frem
Fra mig og fra min Frue,
Og varme Ønsker følge med
For en livsalig Fryd og Fred
Om Deres Arnes Lue!