Han gik og kunde ikke sove
Den ældste Seer i vort Land, —
Hvo har vel seet saa dybt som han
I Verdenslivets dunkle Vove?
Han vandred rastløs i sin Stue,
Som tyngede en Verdens Haand
Den mægtige, den stærke Aand,
Der ellers aldrig lod sig kue.
Han gik som Elskeren urolig,
Der ængstes for sit Hjertes Skat;
Den Afgrund, som i Skjebnens Nat
Han saae, ham tyktes fast utrolig.
„De gamle Guder svandt fra Jorden
Og deres Navn er uden Magt,
Kun deres Minde er en Pragt,
Der med sit Glimmer smykker Norden.
Men Han, den Eneste, hvis Vælde
Med Himmel, Jord og Hav er Eet,
Har han sig vendt fra Lysets Ret?
Vil han nu lade Mørket gjælde?”
Mens Tvivl og Anelse bekjæmped
Hinanden i hans Tankes Gang,
Som fjerne Jammerskrig det klang,
Af Haabets svage Suk kun dæmpet.
Da pludseligt han saae fremstige
Den hele Rædsel, uden Trøst,
Og Ordet trængtes af hans Bryst:
„I Nat forraades Danmarks Rige!”