Vor Himmel sortner brat; jeg kan vel tænke,
Det er de store vilde Fugles Skare,
Der hist fra Syd igjennem Luften fare
Og ved vort Grændseskjel sig hjemligt bænke.
De Ørne to med Fætter og med Frænke,
Med Høg og Grib og andre Udyr svare,
Oplægge lumske Raad om, til en Snare
For Løvens Fod at smedde paa en Lænke.
Bag gjerdet Løven staaer ved mørkeblaa Søer;
Den viser Tænder, hvæsser sine Kløer,
Dens Øine lue som to klare Kerter.
Den hytter sig vel nok, den gode Løve!
Som før, den ogsaa nu vil staae sin Prøve,
Omsværmet, som den er, af stærke Hjerter.