Til en sørgende Veninde
(18de August 1865.)
(18de August 1865.)
Det var Dage, lyse, glade,
Da jeg sendte Dig de Blade,
Straalende af Farver mange,
Klingende af muntre Sange.
Men paa Sangens Blomsterenge
Faldt mig Vintersne alt for længe,
Og jeg føler svag min Evne,
Naar Musen sætter Stævne.
O, Du veed vist, hvor jeg gjerne
Vilde tænde Fredens Stjerne,
Og hvor gjerne, hvis jeg kunde,
Faae din Smerte til at blunde
Dybt ved Harpens milde Toner,
Som en Midler, der forsoner
Tidt med Livets bittre Trængsel
Og forsøder selv vor Længsel.
Evigt Livets Farve skifter:
Snart os gjennem Skyens Rifter
Smiler Solens glade Øie,
Snart for Stormen maa sig bøie
Vore Blomster, som vi pleied,
Og det bedste som vi eied,
Veires hen, og dybt bedrøvet
See vi det blandt Vinterstøvet.
Ak, da rinder Vemodstaaren!
Men der er en Trøst i Vaaren,
Som er lovet os hinsides,
Og hvor Alt, hvad der maa lides,
Som en Sæd, vi selv udspredte,
Som en Fest, vi selv beredte,
Bliver regnet os til gode
Rigere end vi formode.
Er vor Smerte nok saa blodig,
Naar vi bære den taalmodig,
Vil der atter komme Dage,
Som os bringe Fred tilbage,
Og den tunge Sky, som ruger
Paa vor Himmel nu og knuger
Som en Tordenluft vort Hjerte
Og os skjuler Solens Kerte,
Skal engang, naar ret vi bede,
Sig som Morgentaager sprede,
Skal fra Himlens Hvælving vige
Som en Sørgekappes Flige,
Og det blaae, det vennehulde,
Qvægende og trøstefulde
Dig og os, som før, tilsmile
Og vort Hjerte bringe Hvile, —
Hvile — thi det bør ei glemme!
For det Savn, som der har hjemme,
Netop sødest Lindring findes
Ved med Vemod ømt at mindes!
Jeg, min Hustru, dine Venner,
Hilsen og Lykønskning sender
Til din Husbond og de Andre,
Som dig trofast nærmest vandre,
Og for hvem Du her i Livet
Er det Bedste, Gud har givet!