Naar jeg kan see lidt Klart og Blaat,
Og intet Slør for Himlen hænger,
Jeg tænker strax: O, det er godt
For Hende, som til Solskin trænger.
Og naar den lune Sommervind
Sig lister frem og vexler, skifter,
Jeg tænker: Nu om hendes Kind
Den ogsaa rigtig venligt vifter.
Og hører jeg bag Lindens Blad
En yndig, kjærlig Fuglestemme,
Jeg tænker: Gid hun var saa glad,
Og Intet havde at forglemme!
Og kan jeg i en natlig Stund
Faae Øine paa din egen Stjerne,
Jeg tænker: Det er den, som hun
Sin Tanke fæsted til saa gjerne!
Og seer jeg Duggen mild og blød
Sig snige ned til Blomstens Hjerte,
Jeg tænker: Saadan Balsam sød,
O Gud! Du sende hendes Smerte!
Saa al Naturen gjør sin Pligt,
Den maa som Digtermønt mig gjælde;
Jeg selv er fattig nu paa Sligt, —
Kun mine Suk jeg kan ei tælle.