Den Gamle har nu lagt sig
Til Evigheden ned;
Den unge reist og strakt sig
Og kommer alt paa Gled;
Om han vil krybe, dandse
Med Torne eller Krandse,
Det endnu ingen veed.
End vil han det ei sige,
Men jeg er lige glad;
Fem laer jeg være lige,
Men saa vi følges ad.
Jeg vil dog nogenlunde
See til, hvad han vil unde
Mig i mit Kruus og Fad.
Hans Fædre, som gik heden,
Var brave nok saavidt;
Imens jeg gik herneden,
Forkjæled de mig tidt.
At stadig de forærte,
Hvad Hjertet helst begjærte,
Maa jeg bekjende frit.
Hvis i den Unges Øie
Jeg kunde skue ind,
Og hvis jeg kunde bøie
Hans Villie efter min,
Forstod jeg rigtig Sproget,
Saa vidste jeg nok Noget
At lægge ham paa Sind.
Hver Nat og Dag, der lide,
Er jo hans Aandedrag,
Derfor jeg ved hans Side
Mig holder Nat og Dag;
Ved hvert et Fjed hans Øre
Et Hjertesuk maa høre,
Der bærer frem min Sag:
„Du unge Aar! Hør efter,
Mærk ret, hvad jeg faaer sagt,
Der er jo tusind Kræfter
Til Raadighed dig lagt;
Du kunde, hvis du vilde,
Mig trøste ved din milde
Vidunderlige Magt.
Læg dine Nætters Hvile
Sødt om min Hustrus Barm,
Lad Dagens Stjerne smile
Til hende stærk og varm;
Gjør hendes Veie lette,
Lad Intet hende trætte
Og volde Vee og Harm.
Lad Rosens Kinder rødme
Og møde hendes Mund,
Kog alle Frugters Sødme
For hende, frisk og sund,
At hun — hav det i Minde! —
Husvalelse maa finde
Paa hvert et Bægers Bund.
Hvert Træ, som med sin Skygge
Omhvælver hendes Gang,
En venlig Løvsal bygge
Med Duft og Fuglesang;
Lad ingen Snoge hvisle,
Kun muntre Kilder risle, —
Og gjør ei Stien trang.
Lad Vindens Vinge lufte
Saa blidt som i en Drøm,
Lad alle Blomster dufte
En kraftig Sundhedsstrøm;
Kort sagt, brug dine Evner,
Og hvor som helst hun stævner,
Vær kjærlig, mild og øm.
Und hende Mod og Styrke,
At hun kan bære let,
Forjag al Sorgens Mørke, —
Saa handler du just ret!
Da skal jeg nok ad Aare
Dig synge ved din Baare
Den yndigste Sonet!”