En Sommerfugls Vinge
Var tidt mit Begjær;
Hvor skulde jeg svinge
Snart hist og snart her!
Til Rosernes Rødme,
Violernes Blaa,
Til Duft og til Sødme
Min Hu vilde staae.
Mig Rosen da sendte
Sin purpurne Glød, —
Jo mere den brændte,
Jo meer var den sød;
Violernes Blikke
I sværmende Suus
Jeg vilde uddrikke, —
Eiah, hvilken Ruus!
Paa blændende Lilie
Jeg satte mig kjæk;
Du havde ei Villie
At jage mig væk;
Men vilde mig true
Din straffende Haand,
I svævende Bue
Jeg svandt som en Aand. —
Dog helst gad jeg være
En tryllende Sang,
Som Luftbølger bære
I sittrende Gang;
Der, medens den lyder,
Liig Bjergmandens Vaand,
Saa seirende bryder
De skjulteste Baand.
Igjennem dit Øre
Jeg listed mig ind,
Du maatte mig høre
Med Hjerte, med Sind!
Alt maatte da vige
For Trolddommens Magt, —
Ned vilde jeg stige
I Guldgrubens Schacht.
Til Venstre, histnede,
Hvor Livskilder gaae,
Hvor Lysalfer frede
Den yndigste Vraa,
Hvor Lilierne smykke,
Og Roserne groe,
Der vilde jeg bygge
Og slaae mig til Ro.
Der klinge jeg vilde
Til Sorg og til Lyst,
Og tidligt og silde
Opfylde dit Bryst;
Og ude og inde,
I By og paa Vang
Evindeligt minde
Om mig og min Sang.