Engang i gamle Dage
En Ridder lured hist,
Rovgjerrig som en Drage,
Fra Borgens takkede Qvist;
Hver Kjøbmand med sin Kærre,
Hver Bonde med sit Qvæg
Saae heller Helveds Herre,
End Ridderens røde Skjæg.
Han sad med skumle Svende
I det taarnede Huus,
Og lod Tærningen rende,
Og vendte Bund paa Kruus;
Med en Munk, som drikke kunde
Og messe ham tilpas,
Med en puklet Dverg og Hunde,
Der fik Prygl og gjorde Spads.
Dog alt hans Rov og Eie
Slet ikke kunde forslaae;
Det svandt ad tusind Veie,
Som Vand gjennem en Saa,
Som over Taget Røgen, —
Saa han fandt sig tilsidst
Heel pjaltet og meer nøgen
End fattig Fugl paa Qvist.
Hans Kofte var forflikket
Med Fløielskappens Rest,
Og bødet og beklikket
Var hans Hoser og Vest.
Hans Ganger stod og hived,
Skindmager, i sin Baas,
Ei Stien var oplivet
Af And eller Gaas.
Og Sølv — det saae man ikke
Paa Skjenkebordet meer,
Hver Slurk, han vilde drikke,
Drak han af Tin og Leer;
Og midt i al Elende,
Af Lykken reent forladt,
Han mægted ei at kjende
Sin rigeste Skat.
Blandt Tidslerne en Rose
Sig hæved frisk og rød,
Op af den fule Mose
En Lilie sig skjød;
Og Rosen var hans Datter
Med Hjertets Lilie reen; —
Ei prudere Guld omfatter
En klar Karfunkelsteen.
Da hendes Moder blegned,
Hun selv gik frem til Liv;
En kjærlig Engel hegned
Om det spæde Blomstersiv;
Og sagtens var det hende,
Der, deilig, reen og from,
Fra Borgen monne afvende
Himlens Straffedom.
Hist nede dybt i Dalen,
Støttet til brune Fjeld,
Omskygget af Bøgesalen,
Stod der et lavt Capel.
Den hellige Jomfru’s Billed,
Men Frelseren ved sit Bryst,
Paa Altaret var opstillet
Til Vansmægtendes Trøst.
Hver Aften, naar Solen dvæled
Og speiled sig i Flod,
Vandred hun did og knæled
Fromt for Madonnas Fod,
Og hentede fra det høie,
Det evige Væld
Klarhed for sit Øie
Og Hvile for sin Sjæl. —
Det var en Aften silde
Saa ængstlig, lummerheed;
Tordenskyerne stille
Sig lagde i Dalen ned;
Det sorte Teppe skjuled
Himlen og Fjeldets Top,
De mørke Graner skuled
Tause fra Klippens Krop.
Da stod den røde Ridder
I Dalens lønligste Vraa,
Hvor Uglen eensom sidder,
Og de sorte Snoge gaae.
Men uden Gru for Krybet,
Der hvisled om hans Fod,
Han stirrede ned i Dybet
Og høit sin Røst oplod.
Han kaldte Den, der fører
Mod Lyset Mørkets Hær,
Som paa onde Hjerter hører
Og altid er dem nær.
Hvor Bjerget aabned sin Strube,
Han ham at komme bød;
Og af den sorte Grube
Den Paakaldte sig skjød.
„Hvad vil du?” — Guld! — „Betal mig?” —
Jeg giver dig min Sjæl!
„Den er alt min!” — Saa befal mig
En anden Vei! — „Nu vel,
En pletfri Sjæl du give.” —
I Borgen er kun een! —
„Din Datter maa det blive,
Hvis hun endnu er reen!”
Jeg giver dig min Datter!
„Saa faaer du og mit Guld!”
Med vild og haanlig Latter
Sank Mørkets Drot i Muld.
Tordnen rulled foroven,
Og Lyn mod Klippen slog;
Den Ridder igjennem Skoven
Fortumlet hjemad jog. —
I Borgens Hauge pleied
Den unge Frøken at gaae;
Der pusled hun og hæged
Om alle de Blomster smaa;
Men tankefuld tidt hun stirred
Paa Himlen, paa dyben Strøm,
Mens Taaren i Øiet dirred,
Og Tanken blev til Drøm.
I Tanken stod et Billed,
Som hun kjendte saa vel,
Det havde tidt sig stilled
Paa det nærmeste Fjeld;
Det traadte ud af Skoven
Med muntert Smil og Vink,
Og nærmed sig forvoven
Den steileste Brink.
Det var en dristig Jæger,
Hendes ukjendte Ven;
Han bar et Horn og Bæger
Og Sværd ved sin Lænd.
I den grønne Jægertrøie
Han blæste paa sit Horn, —
Og et saadant venligt Øie,
Hun skued ei tilforn.
Hvor sittred hun og bæved,
Naar den deilige Mand
Saa kjæk og smidig svæved
Paa den svimlende Rand!
Hvor blussed hendes Kinder,
Hvor bølged hendes Bryst,
Da fra Naboklippens Tinder
Hun først hørte hans Røst!
Tilsidst han sig voved
Til Haugemuren hen;
Hvad han bad om og hun loved,
Jeg siger ei igjen;
Men et Haandtryk, det fik han
Som Hjertets første Høst,
Og henrykt bortgik han
Med Himlen i sit Bryst.
Som Vidne Nattens Stjerne
Beskued deres Pagt,
Opmærksom i det Fjerne
Den stod, som venlig Vagt;
Den hørte hendes Klage,
Den hørte og hans Raad:
„Med mig du skal bortdrage
Og glemme Sorg og Graad!”
„Ak, bryd dit Fængsels Gitter,
Forlad den lumre Luft,
Der vanhelligt smitter
Min Roses rene Duft!
O! kom til Liv og Varme,
Til en hellig Fredens Havn
I mine stærke Arme
Og i min Moders Favn!”
Hun sukked og hun sittred,
Hendes Kind blev saa varm,
Hun rakte gjennem Gittret
Ham sin sneehvide Arm;
Hun lagde til hans Øre
Sin Læbe fiin og rød,
Og knap han kunde høre,
Hvad hun hviskende bød:
„Naar Aftensolen dvæler
Og speiler sig i Flod,
Hist i Kapellet knæler
Jeg for Madonnas Fod.
Kom did! — Paa Livets Bølge,
Hvor den saa fører hen,
Som din Skygge vil jeg følge,
Og trofast som den!”
Mildt deres Haab tilsmiilte
Et prægtigt Stjerneskud! —
Men Ungersvenden iilte
Fra sin ængstelige Brud;
Thi Lindens Blad sig rørte,
Sig Lærken høit opsvang,
Og fra Portens Taarn de hørte
Vægterens Skjemtesang:
„Alt Morgenrøden smiler
Ud over Dal og Fjeld;
Hvo hos sin Elskte hviler,
Maa nu vogte sig vel;
Thi Dagens klare Kerte
Faaer tusind Øine vakt,
Der vogte paa hans Hjerte
Og dets hemmelige Pagt.
O! væk din unge Beiler,
Du Jomfru faur og fiin!
Frem Morgenskyen seiler
Rød, som den klare Viin.
Og lad med Kys nu fare
Din prude Hjertensskat;
Dig Himlen ham bevare
Til næste Midienat!” — —
Det var ved Middagstide,
Den Ridder talte saa:
„Min Datter! vi ville udride,
Mens Himlen er saa blaa;
Sadlet er vore Heste,
Svøb om dig nu dit Slør;
En Nabo vil vi gjæete,
Du aldrig skued før!”
Om hendes ranke Lemmer
De lange Folder flød,
Som naar Taageskyen gjemmer
En Poppel i sit Skjød;
Rosen paa hendes Kinder
Blev til en Lilie hvid,
Hvor Taaren sagte rinder
Som Dug ved Nattetid.
Langs med de steile Vægge
Paa Fjeldstien smal
Dødtause reed de Begge
Ned i den grønne Dal;
Og jævne Flodens Bølger
I Ridderens Fjed
Den unge Frøken følger,
Og Sorgen følger med.
Men da de kom i Dalen,
Hvor, støttet til brune Fjeld,
Omskygget af Bøgesalen,
Der stod et lavt Capel,
Hun sagde: „Mens Solen dvæler
Og speiler sig i Flod,
Tillad, at her jeg knæler
I Bøn for Madonnas Fod!”
Ind i den hellige Halle
Hun træder med hastigt Fjed
Og lader Sløret falde,
Og synker for Altret ned.
Hun folder de Hænder hvide,
Og bøier med ydmygt Sind,
Mens tause Taarer glide,
Sig dybt mod Altrets Trin.
Da stige hendes Tanker
Til Naadens Throne op,
Som naar Vedbend sig ranker
Mod Egens høie Top;
De flygte, som naar Duen,
Af Glenten forfulgt,
Høit under Himmelbuen
Bag Skyens Skjold er dulgt.
De knuge sig med Smerte,
Men og med salig Trøst,
Til det evige Hjerte,
Der bar Alverdens Brøst;
Hun synes høre Stemmer
Fra Paradisets Bo;
Sig selv og Alt hun glemmer
I den drømmende Ro! —
Det var den røde Ridder
Paa sin stampende Hest,
At høre Fugleqvidder
Blev ham en fattig Fest;
Thi kaldte han paa sin Datter
Ind ad Capellets Dør, —
Da viste hun sig atter
I det bølgende Slør.
Om hendes ranke Lemmer
De lange Folder flød,
Som naar Taageskyen gjemmer
En Poppel i sit Skjød.
Dødtause red de begge
Dybere ned i Dal,
Hvor fra brune Klippevægge
Hvislede Fossens Fald.
Da standsed den røde Ridder
I Dalens lønligste Vraa,
Hvor Uglen eensom sidder,
Og de sorte Snoge gaae;
Hvor Stømmen vild med Bulder
I sorten Afgrund foer,
Hun, støttet paa hans Skulder,
Satte sin Fod til Jord.
Og frækt han kaldte atter
Ham, som han maned før:
„Her bringer jeg min Datter!”
Bort rev han hendes Slør, —
Da — Blodet ham sank fra Kinden —
Brat døde hvert hans Ord:
Det var hende! Herskerinden
For Himmel og Jord!
Det var alle Himles Dronning
I unævnelig Pragt!
Ræd flyede Mørkets Konning
Igjen til Dybets Schacht;
Og Strømmens Larm forstummed,
Den dæmpede sin Gang,
Og klart blev Himmelrummet,
Og Fuglen atter sang. —
— Paa Syriens Grændsehede
En Ridder strøifed kjæk,
For de Hedninger lede
En Afsky og Skræk;
Hver Dag blandt Fienders Vrimmel
Hans raske Ganger sprang,
Men fromt mod Nattens Himmel
Sig hans Bodspsalme svang.
Han havde hørt en Stemme,
Der varsled evig Død,
Ifald han kunde glemme,
Hvad Stemmen ham bød;
Han havde seet, at Øiet
Dog smilede ham Haab,
Hvis sønderknuust han bøied
Sig under Martyrdaab.
Og da med Sværd og Bønnen
Han trolig havde stridt,
Blev Dødens Rast ham Lønnen
For hvad han havde lidt.
Ham fulgte Korsets Helte;
Og paa hans sorte Skriin
Laae der et Tornebelte
Og en blodig Disciplin. —
— Hvor Donaus Bølge blinker
I varme Sommerdag,
En vældig Borg mig vinker
Med Taarn og røden Tag;
Og det hyggeligste Billed
I Borgens Urtegaard,
Som i en Ramme stillet,
Nu for mit Øie staaer:
En gammel Dame spinder
Paa sin siirlige Rok;
En yndig Frue opbinder
Den hældende Rosenstok;
En ung Herr Ridder qvæder
For sin rødmende Viv
Om Haab og om Glæder
Som skal vaagne til Liv.
Det var hiin raske Jæger!
Med Zithren paa sit Skjød,
Han løfter det gyldne Bæger
Og drikker Vinen rød;
Af sin deilige Frue
Modtager han det helst, —
Hun var den fromme Due,
Som Madonna havde frelst.