„Hvi sørger dog saa saare
Mit yngste Barn? fortæl,
Hvi rinder vel Din Taare
Hver Morgen og hver Qveld?
Du lever jo høit i Ære,
Du er jo riig og smuk!
Hvad Kummer kan Du da bære?
Forklar mig dog Dit Suk!”
Undseelig Hun skjulte Øiet
Dybt i sin Moders Barm;
Krampagtigt, fast Hun føied
Om hendes Hals sin Arm;
Og mens den klare Kilde
I Lunden, hvor de sad,
Lod sin Perlestraale trille
Over Nymphæens Blad;
Mens milde Vinde lukked
Og aabned den grønne Hæk,
Og Skovduen vugged
I Almens Favntag kjæk;
Mens Moderens Øre vented
Og lytted med stille Taal, —
I Suk fra Dybet hented
Hun Hjertets Skriftemaal.
Med sagte Røst Hun mæled
Et lille Ord — et Navn,
Og sky Hun atter fjæled
Sig i sin Moders Favn.
De blonde Lokker slængte
Sig over den hvide Arm;
Som Skumbølger trængte
Sig frem den unge Barm.
Da tog om Hendes Kinder
Den moderlige Haand,
Som naar man varlig opbinder
En fyldig Rosenvaand.
Et Veemods-Smiil hun sendte
Som svalende Trøst didind,
Hvor Længsel og Smerte brændte, —
Og kyssed Hendes Kind.
„Saa Han har dræbt Dit unge,
Dit lystige Hjertes Fred?
Og aldrig end Hans Tunge
Har sagt Dig et Ord derved?
Saa det var kun ved Øiet,
Du blev af Slummer kaldt?
Dit venlige Sind sig bøied
Kun for Hans skjønne Gestalt?
Du aner, Han maa gjemme
En Hemmelighed stor,
Der lever uden Stemme,
Der aander uden Ord?
Du kjende vil de Tanker,
Der slumre i Hans Bryst?
Nu vel! — bag de tause Ranker
Lyt til Din Moders Røst!
Jeg vil Dig aabenbare
Den hemmeligste Kunst!
Da see Dine Øine klare
I Tvivlens Taagedunst.
Naar snart I samles atter,
Da husk det Trolddoms-Ord,
Som her, min yngste Datter!
Jeg hemmeligt Dig betroer.
Dit Øie det afslører
For Hans Hjertes mørke Grund;
Hvisk det, imens Du fører
Et Bæger for Hans Mund.
Lad Ham det Halve drikke,
Det Halve drikke Du;
Men da — o, glem det ikke! —
Bryd Bægeret itu.
Thi sætter Han sine Læber
Til det samme Bægers Rand
Endnu en Gang, det dræber
Din Lykkes Liv paa Stand.
Men, hvis Du snildt, forsigtigt
Mit Varsel ret har fulgt,
Da læser Du klart og rigtigt,
Hvad i Hans Sind er dulgt!
Da smykkes vil Din Sommer
Med Blomster og Fuglesang —
Men tyst! see hist — han kommer
Op ad den lange Gang!”