„Staa op, Annette! — Barn! det tordner
Med Storm og Lynild Slag i Slag;”
Forskrækket under Kappen ordner
Hun hurtigt Haarets rige Lag,
Og sidder i den hvide Trøie
Søvndrukken der paa Sengens Bræt,
Og kan med halvtillukket Øie
Ei finde Skjørtets Bændel ret.
Den altfor pludselige Vækken
Har farvet hendes fine Kind
Langt mere bleg, end ellers Skrækken; —
Der kommer hun i Stuen ind!
Hun vakler, kan ei Søvnen glemme,
Og stirrer mat paa Lampens Skjær,
Og siger med en søvnig Stemme:
„Min Gud og Fader! hvilket Veir!
Hun segner hen paa Canapeen,
Og strækker lidt sin høire Arm; —
Hvor hun er blændende som Sneen,
Og blød og bøielig og varm!
Med Øiet skjult i hvide Hænder
Halv slumrende hensynker hun,
Men farer op, naar Tordnen render
Med Bulder over Himlens Rund.
Og stundom Tanker der opstige,
Men næppe kommer Ordet frem,
Før hun, hvad Smukt hun vilde sige,
Har holdt i Hjertets tause Gjem;
Ret som dengang, da vi blev viet,
Da Præsten efter Veiret tog,
Saa han var næsten standset i ’et,
Og maatte kige i sin Bog.
Canarifuglen hist i Buret
I Søvne pipper ganske smaat,
Og vaagen er kun Taffeluhret,
Man hører Perpendiklen godt.
I Haugen suser Regnens Strømme,
Og Stormen slaaer mod Træ og Tag;
Sødt Blomsten vugger, som i Drømme,
Og dier ret med Velbehag.
Den sidste Sky i Vest sig dukker,
Og Stormen har til Ro sig lagt.
Mod Haugen Vindvet op jeg lukker:
Kom hid, Annette! og giv Agt,
Hvor Draaberne saa selsomt rende
Fra Bladene! hvor frisk en Luft!
Hvor Blomsterne taknemligt sende
Fra Bægrene en Offerduft.
Ak! seer du Stjernen i det Høie,
Som Ædelstenen blaa og blank?
Den har poleret klart sit Øie,
At see, hvor du er hvid og rank!
Du leer, Annette? — var jeg Stjerne,
Den Bedste i det hele Chor, —
Du troer mig dog? — jeg steeg da gjerne
Til dig paa denne skjønne Jord!
I Morgen er der smukt i Skove, —
Men du er søvnig? — „Ja, og træt!”
Saa kom da ind igjen at sove!
„Ja, tro mig, jeg skal sove tæt!”
God Nat! — „God Nat!” — saa Begge tause, —
Hvad siger du? — men intet Svar! —
Thi Søvnen i den lille Pause
Min Elsktes Læber kysset har.