O, hvergang min Tanke til Dig gaaer,
Gjør Du evig mit Hjerte glad! —
Du lagde en Lok af Dit blonde Haar
Paa det friskeste Rosenblad;
Og tæt — saa tæt ved mit Hjertes Ild,
Der flammer med Guddoms-Magt,
Snart mild og stille, snart stærk og vild, —
Der blev da Din Haarlok lagt.
Dog Bladet visned og blev til Smuld,
Men Lokken er blank og blød;
Den kunde, ret som det fineste Guld,
Udholde den stærkeste Glød.
Jeg elsker den Lok af Dit blonde Haar
Vi følges saa trofast ad;
Og hvor vi saa vandre, og hvor vi staaer,
Gjør Du evig mit Hjerte glad.