I Skovens Høisale Falken graa
Tør bygge med trøstigt Mod;
Men jeg har ikke en Qvist, hvorpaa
Jeg hvile kunde min Fod.
Bag dunkle Buske, saa luunt i Løn,
Der lægger sig Hjort hos Hind;
Men jeg har ikke den Tue grøn,
Hvor jeg kunde svale min Kind.
Naar Blomsten græder, i Lystens Strøm
Dens Smerte vorder saa kort;
Til mig der naaer ingen Aande øm
For at veire min Taare bort!