Det er jo, som jeg tidt har sagt:
Alt, hvad sig til Dig nærmer,
Beruset af Din Yndes Magt
Hengiver sig og sværmer.
Selv Fuglene paa grønne Green
Den skye Natur forandrer;
De hoppe ned med slanke Been
Paa Stien, hvor Du vandrer.
Saa dvæle de — saa hoppe de —
Og er slet ikke bange,
Men vende Halsen for at see
Dig rigtig mange Gange.
Var jeg en listig Jæger, Du!
Saa skjød jeg dem — med Rette;
Thi jeg er, som Du veed, jaloux,
Og de er saa coquette.
Dog skulde for min Dolk, mit Skud
Hver Din Tilbeder bløde,
Saa rydded jeg for Mange ud
Og Verden blev saa øde.