Naar Solens Blik kun sparsomt bryder
Bag Skyen frem i gule Høst,
Da gjennem nøgne Skove lyder
Til Fuglene en Varselsrøst.
I hellig Taushed Alle lytte;
De veed, det er en Guddoms Bud;
Og kjækt fra deres Sommerhytte
De svæve mod det Fjerne ud.
Hen over Havets sorte Bølge,
Høit under Himlens blaae Paulun
I store Sværme rask de følge
Hiint Varsel, som en Krigsbasun.
I Syd, hvor nys for Solens Lue
Granatens fyldte Boble sprang,
Der drikke de den stærke Drue
Og vaagne op til Liv og Sang!
En Enkelt dvæler her i Lunden,
Som i sit rette Fædreland;
Som ved en venlig Trolddom bunden
Hensjunken, stille, sidder han.
Men indad vendt er nu hans Blikke,
Thi der er livligt, mildt og klart;
Og hvad hans Øie skuer ikke,
Er just hans Hjerte aabenbart.
Som naar i Nattens Mulm det lyner
Og viser Egnen i sin Pragt,
Forglemte, fjerne, kjære Syner
Ham lokke med vemodig Magt.
Da drømmer han om blanke Straaler,
Om lune Vinde, lysblaa Luft,
Om klare Kilder, Lilieskaaler;
Om Guldorangens stærke Duft.
Han drømmer om de Drueklynger,
Hvor han beruset fordum hang,
Mens Mindet dybt i Hjertet synger,
Hans Længselsqval en Vuggesang! —
Saaledes — skilt fra Dig — min Engel!
Jeg drømmer om den Rose rød,
Der i et Nu paa Liliens Stengel
Ved Aabenbaring os blev fød.
Jeg kan ei hvile! — kan ei glemme
Dit Blik, Din Røst, Dit Hjertes Slag,
Og stedse mere kjæk min Stemme
Dig synger — til min sidste Dag.
Du er mit Liv her midt i Døden,
Du er mit Haab i Smertens Stund;
Du har mig vakt i Morgenrøden, —
Bred mig Din Favn til Aftenblund!