Min Sjæl var viklet ind i Smertens Traade,
Og laae i Svøb af tusind stærke Hamme
Ved Sorgens Barm, liig Barnet hos sin Amme,
Med lukte Øine, end af Taarer vaade.
Som Puppen slumred den, en uløst Gaade; —
I Nattens Mulm, i Dagens lyse Flamme
Den hængte ubevidst paa Livets Stamme,
Og villieløs, sig selv ei kunde raade.
Men Kjærlighedens Sol gik op af Havet!
Fra fjerne Kyst Du maned hid dens Straaler,
Saa Dækket brast, hvori den laae begravet.
Nu flagrer den, mens Tankens Rum den maaler
Med sine Vinger — af en Gud begavet —
I evig Ruus af Elskovs gyldne Skaaler.