Hvor Mangen søger ei med Qval
Paa Bjergets Top, i dyben Dal
En sjelden Blomst — paa Sti og Vei —
Og ak! hans Øie finder ei!
Men jeg! der gik i Drømme hen,
Den blinde Lykkes kaarne Ven,
Jeg naaede did paa flygtig Fod,
Hvor Blomsten i sin Ynde stod.
Nu som en Gartner, trofast, from
Tilbeder jeg den Helligdom,
Hvori mig Himlen har nedlagt
Den hele Blomsterverdens Pragt.
Ved Solens Lys, i Dagens Luft
Den staaer mig fjern, fast uden Duft,
Med lukket Bæger, sky og kold,
Som skjult i Pandser og bag Skjold.
Men — i den bittersøde Nat
Den aabner huldt sit Bæger brat
Og strømmer i mit Hjerte ned
Sin Duft og sin Livsalighed.
Og aldrig stillet, aldrig mæt
Indsuger Hjertets Aandedræt
I hvert et kostbart Øieblik
Udødeligheds Nektardrik.
Thi dette Hverv, saa stort, saa stolt,
Blev Kjærligheden forbeholdt:
At være Livet, fast og vist,
En Midler mellem Her og Hist.