Ved Veien paa en Steen jeg sad, og Brystet
Sig hæved tungt; mens trende Nattergale
Forgjeves søgte smukt at faae mig trøstet.
1.
„Her rundt om mig skal Grenene sig lukke,
Lad saa min Sang for Skoven kun forraade
Min Elskovs søde, eensom-stille Sukke.”
2.
„Er Kjærlighed ei Livet for Alverden?
Og trænger Du, mit Hjerte! til Beviser?
Ak nei, Du siger ligefrem: det er den!”
3.
„O, Digter! lær af os bag Bøgens Kroner
At synge frit og klart, hvad i et Hjerte
Alene kan udtale sig i Toner.”
4.
„Luk op for Hjertet, lad det Aande drage
I denne Strøm af klare Melodier,
Og lær med Mod din syge Tvivl forjage.”
5.
„Er Elskov død for os paa disse Strande,
Da love vore sikkre Prophetier
Gjenfødelsen i andre skjønne Lande.”
6.
„See Snogen hist! jo, jo! jeg passer paa den,
Min Rede bygger jeg saa høit fra Jorden,
At ei dens Hvislen, Braad og Gift kan naae den.”
7.
„Hvad tykkes Dig om Sangens bittre Sødhed?
Hvad om dens hemmelighedsfulde Dunkle?
Ak, Elskov lever just i denne Blødhed!”
8.
„Bag Bladets lysegrønne, klare Rude,
Tæt ved min lille Viv i bløde Rede,
Mit Hjerte slaaer og glemmer Alt derude.”
9.
„Hvor prægtig skinner hist den grønne Bille!
Naar jeg har seet mig mæt paa Farvens Glimmer,
Jeg flyver til og spiser ham, den Lille.”
10.
„Som efter Storm og Regn med Blade grønne
Og røde Blomster Vaarens Tempel smykkes,
Vil Elskov efter Suk og Savn Dig lønne.”
11.
„Mens Alt i Nattens Mulm og Regnskyl gyste,
Var her hos os saa lyst, saa tyst, saa yndigt,
Thi klar og varm vor Brudefakkel lyste.”
12.
„Hvorfor vil Du Din tunge Længsel nære?
Jeg elsker Øieblikket! — Om min Smerte
Jeg tænker let: det kan ei andet være!”
— Med Veemod jeg dem hørte. Morgenvinde
De dunkle Skyer bort fra Himlen førte,
Men ak, min Smerte vilde ikke svinde.