Min Sang er mat. Jeg føler Tiden tvinger
Min Tankes lette Flugt, og langsomt trænge
Sig Tonerne fra Cithrens sløve Strænge,
Paa Musens Skuldre voxe Svanevinger.
Paa Vei til Stjernen jeg mig aldrig svinger,
Jeg er et Jordens Barn — og var det længe —
Og Jorden længe gav paa Mark og Enge
Mig hver en Blomst, hvert Blad, som jeg dig bringer.
Lad Stjernen sidde da! — Jeg plukker Rosen,
Jeg bukker ydmygt mig mod hviden Lilie
Og Glemmigei, som tindrer frisk ved Mosen.
Jeg veed, du følger mig paa denne Vandring,
Thi Trofasthed er Sjælen i din Villie,
Den har ei Deel i Tidens raae Forandring.