Naar blygraae Skyer skjule
Midsommers Himmel blaae,
Naar Havets Bølger hvile
Og Skovens Bøge staae
I ængstelig Taushed,
Og Bukkar med sin Duft,
Berusende som Viindamp,
Kryddrer den tunge Luft;
Da styrer Stæren sin Tunge,
Og Viben dæmper sit Skrig,
Tudserne sig fjæle
Under Skræppens brede Flig;
Ud fra sin sikkre Hule
Speider den gule Ræv,
Sig Edderkoppen ruller
Bag Bjelken i sin Væv.
Paa Kongeborgens Tinder,
I hver en Sal og Vraa
Der slig en lummer Torden
Lumsk lurende laae;
Den sortned hver en Tanke,
Den gjorde Barmen trang,
Hvert Aandedræt blev kortere
Og Tiden dobbelt lang.
Hofsinderne med vigtige,
Med ængstelige Blik
Paa Trapper og ad Gange
Kun paa Taaspidsen gik;
I Kjelderen man hvisked,
I Stegerset man tav,
Og selv i Borgestuen
Var der tyst som i en Grav.
I Riddersalen hørtes kun
Kong Eriks faste Fjed,
Hans Hat med hvide Fjedre
Den sad ham paa Sned.
Hans Øine vare matte,
Hans Kind som hviden Væg,
Med høire Haand han holdt
Om sit buskede Skjæg.
En underlig Beklemthed
Havde taget ham i Favn;
Han længtes efter Noget,
Men vidste ei sit Savn.
Hans Hjerte var saa øde,
Saa tomt som en Lo
Om Sommeren før Høsten,
Mens Vipperne end groe.
Han følte sig saa eensom,
Saa usel og forladt;
Hans Tanke, liig en Jolle
Paa Hav i bælgmørk Nat,
Drev om i Sjælens Mørke,
Og som i Lyn paa Lyn
Fremviste Fortids Veer
Sig for hans indre Syn.
Han mindedes, hvor ofte
Hver Plan, han havde lagt
For at øge sin Ære
Og Danrigets Magt,
Var blevet til en Snare
Alt for hans egen Fod;
Hvor tidt han maatte frie sig
Ved sit og Manges Blod.
Det lod, som selv Naturen
Hans arge Fiende var;
Hvor falsk var ikke Isen,
Naar den hans Slæde bar;
Hvor ofte havde Bølgen
Ei truet ham med Død,
Og knust den Stavn, som bar ham,
Mod Klippen som en Nød.
Han tænkte paa, hvor ofte
Beført og forraadt,
Hans Haand var strakt mod Frugten,
Som ei han havde naaet;
At aldrig ham iskjenket
Var noget Bæger puurt,
Men Livets Drik forgiftet
Med Sorgens bittre Urt.
Saa fløi hans Blik mod Øster
Til det hellige Land;
Selv paa sin fromme Vandring
Var han Ulykkens Mand.
Tydsk Svig ham havde dengang
I Fangenskabet bragt;
Han følte fast de Lænker end,
Hvori hans Haand var lagt.
Til Saraceners Sultan
Var sendt hans Contrafei;
Fra de holsteenske Grever
Det gik den lange Vei.
Han fangen blev og gjenkjendt;
Med Nød han fik sin Haand
Ved Hjælp af gyldne Nøgler
Løst ud af Slavebaand.
Thi Syd for Eiderstrømmen
Laae evigt paa Luur
Den Lyngorm, som vil krybe
Over Dannevirkes Muur.
Mod den han havde kjæmpet, —
Den tørsted efter hans Blod, —
En holsteensk Greve aldrig
Var Dannerfolket god! —
Mens disse sorte Tanker
Vælted i Kongens Sind,
Den gamle Ridder Jernskjæg
Fra grønne Lind til Lind
Op ad den lange Gyde
Heel langsomt monne gaae,
Hvor hist og her i Skyggen
Hofsinders Huse laae.
Mens saa med bøiet Hoved
Og Haand paa Sværd han gik,
Hans Tanker og en Vandring
Frem og tilbage fik;
Og alt som saa han grubled,
Hans Fjed blev mere fast,
Hans Pande mere rynket
Og Øiet mere hvast.
„Jeg sige vil til Kongen,”
Saa tænkte han i Løn,
„Du bør den Vei forlade,
Du træder nu, min Søn!
Søn tør jeg ham vel kalde, —
Alt var mit Haar jo hvidt,
Da paa mit Knæ han havde
Sig faaet mangt et Ridt.
Jeg sige vil, Du bryder
Forgjæves al Din Kraft;
Du trodser og vil tage,
Hvad Fædrene har havt;
Men paa Sindighed det brøster,
Du er for kaad og vild;
Husk paa, let Luen slukkes,
Men Gløden holder Ild.
Jeg sige vil, Du aabner
For vidt Din Borgeport;
Den Flok, som der indtrænger,
Den duer ikke stort.
De smidske for Dit Aasyn,
De prise høit Dit Huus,
Men Alt, hvad der de søge;
Er kun Sulefad og Kruus.
Jeg sige vil, Dig blomstred
En Lilie til Din Lyst,
Du kunde havt den reneste
Jomfru ved dit Bryst;
Ha! Dankonning! skam Dig
For Din usleste Dreng!
Den frækkeste Skjøge
Har Du lagt i Din Seng!
Ja, saadan vil jeg sige!
Og Mere, hvis jeg kan!”
Saa tænkte i sit Hjerte
Den ærlige Mand;
Og alt som han vandred,
Kom immer mere til,
Og hvergang var hans Slutning:
„Saadan jeg tale vil!”
Han traadte gjennem Porten,
Steeg op ad Trappens Steen;
Det var saa længe siden,
Han satte sine Been
Paa disse store Fliser,
I dette Frammers bredt;
Han gjenned alle Minder bort
Og holdt sig beredt.
Da aabned Svenden Døren,
I Salen kom han ind,
Hvor Drotten vandred op og ned
Med drønende Trin.
Da standsede de Begge;
Med Undren Kongen saae
Paa ham, — en Fortids Skygge
I Hallen for sig staae.
Han venligt gik hen til ham,
Og rakte ham sin Haand.
Al Barskhed var som veiret
Af Ridder Peders Aand!
Med bøiet Hoved stod han
For Kongens Majestæt,
Og glemte reent sin Tale,
Som var saa vel indklædt.
Slig kongelig Huldsalighed
Bedaared tidt et Sind
Langt mere stærkt end dette;
Han stod som ør og blind!
Hans Øie, som aldrig blinked
For Sværdets hvasse Lyn,
Nu heel spagfærdig skotted
Under de tykke Bryn.
„Hvad fører hid til Hove,”
Saa Kongens Tale lød,
„Fru Moders bedste Støtte,
De Danskes Trøst i Nød?
Hvad drev Jer vel fra Reden
Min ædle, gamle Ørn?
Hvad søger I, min Fader!
Blandt os uvorne Børn?”
Hr. Peder vilde svare,
Han aabned Munden alt,
Han famled efter Ordet, —
Da traadte just, som kaldt,
En Flok af Hoffets Herrer
Derind, og dem foran
Stoltsered Hr. Jens Due,
Marsk og Befalingsmand.
Han gik med samme Reisning.
Som da han end var ung,
Men Ryggen var nu stivnet
Og Gangen var lidt tung;
Det sorte Haar var graanet,
Og det krusede Skjæg
Laae pynteligt paa Koften
Og Kravens stive Læg.
„See!” raabte Konning Erik,
„Den Dag er mig en Fest!
Den har mig bragt uventet
En høit velkommen Gjæst;
En Mand, udi hvis Hjerte
Urokket Troskab boer!”
Da bøiede sig alle
De Hoveder til Jord.
„Men det er sandt, Hr. Peder!”
Saa mæled han igjen,
„Blandt disse gode Herrer
I har en gammel Ven.
I ham dog vel gjenkjender,
Han var Jer meget kjær,
Skjøndt han, som I, har skiftet
Baade Farve og Fjer?
I var jo som to Brødre,
Saa har man mig fortalt,
Stod Last og Brast tilsammen
Og deelte troligt Alt?”
Frem skred han da, Jens Due,
Paa Spidsen af sin Fod;
Men som en Blok Hr. Peder
Ubevægelig stod.
„Er det ei saa, Hr. Peder?
Mig tykkes, det blev sagt,
At fra Hr. Jenses Rede
Blev Jer den Due bragt,
Som saa blev Ørnens Mage?”
Saa skjemted Kongens Ord;
Da var det, som et Smiil
Over Marskens Ansigt foer.
Et Skridt da tog Hr. Peder
Hen mod den fine Mand;
Det Smiil faldt i hans Hjerte
Som i Høstak en Brand.
Hans Øine skjøde atter
Med den skarpeste Piil;
Han sagde: „Hvad, Jens Due!
Betyder dette Smil?”
Dog næppe fik han høre
Sin egen Stemmes Klang,
Der kjækt mod Salens Hvælving
Sig som en Torden svang,
Saa følte han i Barmen
Gjenfødt sit gamle Mod; —
Men nysgjerrigt lyttende
De andre Herrer stod.
„Hvad mener Du?” gjentog han,
„Har Du Dit Mæle tabt?
Jeg kjendte Dig den Tid,
Da det var nok saa rapt!
Dit Aasyn klart mig siger,
Hvad ikke Dine Ord:
Bagved Din Fløielskofte
Et Rævehjerte boer.
Du skal mig gjøre Rede,
Du pyntede Nar!”
Saa tordnede Hr. Peder,
Han glemte, hvor han var.
Bleeg og med knyttet Næve,
Fast blind af Raseri,
Han afskar Marskens Tale
Og skreeg afsindig: „Tie!
Gjem Løgnen paa Din Tunge,
Det baader Dig nok bedst;
Med Staal i Haand vi tales ved,
Forræder, som Du est!”
Saa greb han Marskens sirligt
Opstudsede Skjæg,
Og havde nær ham knuset
Som en Æggeskal mod Væg.
Da stimled Alle sammen
Med Bulder og med Skrig
Og drog dem fra hinanden;
Mens bleeg som et Lig
Kong Erik paa sin Løibænk
Fra Panden strøg sit Haar,
Knap ændsende Bruddet
Paa Freden i hans Gaard.
Det indre Lys var slukket,
Som et Øieblik var tændt,
Og atter havde Tanken sig
Til Hjertets Mørke vendt;
Og atter havde Drømmen
Ham taget i Favn, —
Da pludselig han vaktes
Af Dvalen ved et Navn.
Brat havde Stormen lagt sig,
Og Alles Blikke saae
Med nysgjerrig Undren
En Skikkelse staae
I aabnede Fløidør
Og langsomt skride hen
Tre, fire Skridt i Hallen
Og saa standse igjen.
Og Alle raabte: „Dorrit!”
Stolt hæved hun sit Blik
Og axlede sin Kaabe
Med høitidelig Skik.
Stum Kongen sad, høit stritted
Paa Hovedet hans Haar,
Forover bøiet sad han
Med Næven paa sit Laar.
Men Dorrit løfted foran lidt
Sit guldbrodeerte Skjørt
Og satte Foden fremad,
Og fornemt og tørt
Hun talte: „Saa I mene,
Slet ikke det gaaer an,
At jeg kan Dronning vorde
I dette skjønne Land?
Jeg siger Jer forsanden,
Ei mange Timer gaaer,
Saa maa han der Guldkronen
Mig lægge om mit Haar.
Han selv er da min Slave —
Og Hiin med — og saa —”
Her sank hun ned, paa Gulvet,
Knæfalden hun laae.
Fra Øiet strømmed Graaden,
Hun hviskede mat:
„Hjælp mig! man har mig ranet
Min dyrebare Skat!
Min Erik! o Du Søde!
O, min Konge og min Ven!
O, skaf Din stakkels Dorrit
Sin Guldsnog igjen!”
Op sprang hun som forfærdet,
Da dette Ord var sagt;
Vildt slynged hun bag Nakken
De sorte Lokkers Pragt:
„Hvad vil den Stodderkonge?”
Her rædsomt hun loe, —
„Knæl ned i Støv og ydmygt
Kys Spidsen af min Sko!
Jeg er en Guddoms Datter,
Den mægtigste paa Jord;
Hist i de hvide Klipper
Paa Lante Ryn han boer;
Paa sorten Hest han rider
Hver evige Nat
Med Vedbend om sin Skulder
Og Uglen paa sin Hat.
Han kommer, naar jeg kalder, —
Vee Jer, ifald jeg vil!
Ha, trodser I? det vorder
Jer Alle et farligt Spil!
Han brat fra dette Hoved
Skal rive Kronen blank!”
Her hendes spæde Høire
Paa Drottens Isse sank.
Hidtil han sad forstenet,
Nu vaagned han og foer
Fra Sædet op, som Lynet
Var faldet bag hans Spoer.
„Fordømte Hex!” han mæled
Med Stemmen brudt og mat,
„Viig fra mig, bort! og skjul Dig
I den evige Nat!
Dit Garn mig lumsk omsnæred,
Du hedenske Kryb!
Far hen, hvorfra Du stammer,
Til det glødende Dyb!”
Og rasende han løfted
Sit bestøvlede Been,
Han sparkede til Pigen,
Saa hun faldt mod Gulvets Steen.
Hun reiste sig ikke,
Eiheller hun krøb;
Som Katten behændig
Hun paa alle Fire løb.
Udaf halvaabne Dør
Liig en Skygge der flød, —
Et langtrukket Jammerhyl
Da gjennem Borgen lød.
En Midnats dybe Stilhed
I Riddersalen var;
De Herrers Øine spurgte,
Men de fik intet Svar.
Tilbage paa sin Løibænk
Sank Kongen mat og ør,
Og skjulte sine Øine
Med begge Hænders Slør.
Mens tunge Smertessukke
Bevægede hans Barm,
Hans hele Legem sittred
Og Krampen drog hans Arm;
Da strømmede hans Taarer,
En Sommerregn saa mild,
De gjorde frit hans Hjerte
Og slukked Smertens Ild.
Han længe sad hensjunket,
Ført af sin Tankes Strøm;
Lidt efter lidt sig fjerned
Den fæle, skumle Drøm.
Saa sad han længe, stille,
Indsluttet i sit Sind;
Da reiste han sig pludselig
Med smilende Kind.
Han lagde Haand paa Hjertet,
Dybt gik hans Aandedræt,
Med trøstig Stemme sagde han:
„Ak, nu er dette let!
Forvundet er nu Qvalen,
Bort drog den sorte Sky, —
Een Længsel er indslumret, men
Nu vaagner der en ny.
En Gjeld vil jeg betale,
Hvis end det muligt er;
En Gunst vil jeg erhverve,
Hvis jeg den findes værd.
Jeg tjene vil som Slave —
Paa Naade tør jeg troe, —
Da hersker jeg som Konge,
Hvor Himlens Engle boe!
Følg med! I Vidner være!”
Saa skred han foran dem;
De Hoffolk i hans Fodspor
Da trængte sig frem.
Hr. Peder og Jens Due
I den nyfigne Kreds
Ved lønlige Miner
Fik sagt: „Vi sees!” — „Vi sees!”